27.000 kalkuner på en kalkunfarm i Sønderupsønder tæt på Skælskør skal aflives.
Det sker kun få dage efter, at 25.000 kalkuner på en farm i Bøgelunde få kilometer derfra blev aflivet.
Vi får en anmeldelse om syge dyr og mange, der pludselig dø
Årsagen til aflivningen begge steder er fugleinfluenza, og begge farme har samme ejer.
Det oplyser Bente Holst, der er veterinærchef i Fødevarestyrelsen.
- Det er nærliggende at tænke: Jamen, så er smitten gået fra den ene gård til den anden.
- Men det kan lige så vel være fra trækfuglene uden for. Vi har lidt svært ved at finde bevis på, hvor smitten kommer fra, siger hun.
Forhold undersøges
Det var kort efter, der blev konstateret smitte på farmen i Bøgelunde, at Fødevarestyrelsen igen blev kontaktet.
- Vi får en anmeldelse om syge dyr og mange, der pludselig dør, fortæller Bente Holst og tilføjer:
- Så begynder der også at være fald i drikkelyst og ædelyst.
Fødevarestyrelsen tog ud på farmen i Sønderupsønder og kunne konstatere, at der igen var tale om fugleinfluenza.
- Vi går selvfølgelig ind og er nidkære omkring undersøgelser af, hvordan de bliver passet, hvordan man skifter tøj, sko og så videre fordi det jo er samme ejerforhold, siger Bente Holst.
Fødevarestyrelsen har nu oprettet en beskyttelseszone på tre kilometer og en overvågningszone på ti kilometer rundt om besætningen.
Her er det blandt andet forbudt at afholde udstillinger med fugle, flytte fugle og produkter fra fugle, både indenfor og ind og ud af zonen, med mindre Fødevarestyrelsen har givet tilladelse.