Else Marie kan ikke komme med til juleaften: - Jeg er skuffet over kommunen

Et pludseligt loft på ekstra flexhandicapture indført i midten af året betyder nu, at flere borgere i Slagelse kommer i klemme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I hjemmet i Slagelse sidder 77-årige Else Marie Dybdal og hendes mand 82-årige Poul Erik Sørensen og kigger på gamle billeder.

- Det var dengang, vi var unge og smukke, siger Else Marie til sin mand og peger på et billede. 

De har været gift i 41 år og oplevet både medgang og modgang – for tiden mest modgang.

quote Kommunen har ikke skrevet til os eller sendt en mail. Vi har intet hørt

Else Marie Dybdal, Slagelse

For 10 år siden fik Else Marie konstateret Parkinsons. Det betyder, at hun i dag sidder i kørestol. Hendes stemme er forsvundet med årene, og hendes krop er blevet mere og mere stiv og svag.

Hun går derfor til fysioterapeut to gange om ugen, hvor hun bruger flexhandicap-ordningen i Slagelse Kommune. En transportordning, som kommunen i år har valgt at skære i.

Besparelsen betyder, at Else Marie nu er kommet i problemer. For hun har allerede brugt alle sine ture for i år, og det er derfor to måneder siden, at hun sidst har været til træning. 

Else Marie og Poul Erik mødte hinanden, da de begge spillede med i en revy. Her ses de yderst til højre
Else Marie og Poul Erik mødte hinanden, da de begge spillede med i en revy. Her ses de yderst til højre Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Flexhandicapturene er med hendes egne ord hendes livline, når hun skal noget.

- Jeg bliver ked af det, fordi det betyder meget for mig, at jeg kan komme ud og snakke med andre mennesker og få bevæget mig, siger hun. 

Loft indført med øjeblikkelig virkning

I Slagelse Kommune har det tidligere været muligt for borgerne at få bevilget et ubegrænset antal ekstra-ture. Men i juni i år blev der indført et loft på 20 ekstra-ture med øjeblikkelig virkning.

Hvad er flexhandicap?

  • Kollektiv transport for borgere med funktionsnedsættelse

  • Man visiteres til ordningen af kommunen

  • Man er berettiget til 104 enkeltture om året (to ture pr. gang)

  • Muligt at få bevilget ekstrature, men det er op til den enkelte kommune

  • Dør til dør-kørsel

  • Kan bruges til alle formål

Kilde: Movia

Det pludselige loft på ekstra-ture blev ægteparret ikke informeret om.

- De andre år har vi bare fået de ture, vi skulle bruge, men pludselig kunne vi ikke få bevilget flere ture, siger Poul Erik Sørensen, og Else Marie Dybdal stemmer i:

- Jeg er meget skuffet over kommunen. De har ikke skrevet til os eller sendt en mail. Vi har intet hørt.

Det betyder, at det nu - udover de to ugentlige træninger hos fysioterapeuten - også er blevet svært for Else Marie at komme med til sin datters fødselsdag og juleaften.

Else Marie Dybdal er tidligere præst. Det er svært for hende at forenelige sig med, at hendes stemme forsvinder mere og mere grundet hendes Parkinsons
Else Marie Dybdal er tidligere præst. Det er svært for hende at forenelige sig med, at hendes stemme forsvinder mere og mere grundet hendes Parkinsons Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Manglende kommunikation

Kritikken af Slagelse Kommunes håndtering af sagen står Else Marie Dybdal ikke alene med. 

Formanden for handicaporganisationen i Slagelse, Boris Holm, fortæller, at han jævnligt hører om borgere, der ikke har haft mulighed for at dosere deres ekstra-ture og nu har opbrugt dem for resten af året. 

- Det største problem er manglende kommunikation. Der er ikke en eneste borger, der er blevet informeret om, at det ikke længere er muligt at søge ekstra-ture, siger han.

quote Vi må undersøge, om borgerne har fået de rigtige informationer på de rigtige tidspunkter

Helle Dalsgaard (SF), formand, Seniorudvalget, Slagelse Kommune

Sammen med blandt andet Handicaprådet udformede han et høringssvar, der advarede kommunen mod at spare på området

I høringssvaret skrev de blandt andet: 

Handicaprådet kan ikke støtte op omkring at begrænse muligheden for ekstrakørsler for de mennesker, der har behov for den mulighed.

Det er Handicaprådets opfattelse, at selv om der er personer, der bruger ekstrakørsler, så er der også personer, der ikke bruger alle de bevilgede kørsler, hvorfor ordningen burde være uden væsentlige ekstraudgifter. 

Boris Holm mener, at politikerne tager muligheden om et aktivt liv fra mennesker med nedsat funktionsevne
Boris Holm mener, at politikerne tager muligheden om et aktivt liv fra mennesker med nedsat funktionsevne Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Også Ældrerådet anbefalede at holde fast i en individuel vurdering af behovet. 

Begge råd frygtede, at et loft kunne betyde større social isolation og ensomhed blandt udsatte borgere. 

Vil undersøge sagen

Ifølge formanden for Seniorudvalget i Slagelse Kommune var det ikke muligt at vente til året var omme med at indføre loftet.

- Vi blev pålagt at finde det her beløb, så kommunens økonomi kunne blive rettet op, siger Helle Dalsgaard (SF).

Læs også
Flextur er tilbage i dyrere udgave - det har store konsekvenser for Birthe
Læs også
Flextur er tilbage i dyrere udgave - det har store konsekvenser for Birthe

Men kan du forstå, at det er et problem for borgerne, at I indfører det her loft midt på året og ikke informerer dem?

- Ja, det kan jeg selvfølgelig godt forstå, og det er da også noget, vi må tage til efterretning og undersøge, om borgerne har fået de rigtige informationer på de rigtige tidspunkter, siger Helle Dalsgaard.

Formand for Seniorudvalget i Slagelse, Helle Dalsgaard (SF), er klar over, at besparelserne rammer nogen, og det er hun ked af. Men de skulle finde pengene et sted, fortæller hun
Formand for Seniorudvalget i Slagelse, Helle Dalsgaard (SF), er klar over, at besparelserne rammer nogen, og det er hun ked af. Men de skulle finde pengene et sted, fortæller hun Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Fra årsskiftet får Else Marie Dybdal igen bevilget ture, og så skal ægteparret fra Slagelse i gang med at planlægge.

- Det bliver formentlig sådan, at Else Marie næste år kommer til fysioterapeut en gang om ugen i stedet for to. Og så må vi prioritere, når der er noget, vi gerne vil med til hos familie og venner, siger Poul Erik Sørensen. 


Nyhedsoverblik