Emilie Mengs præst: - Vi må godt blive vrede

Knap otte år skulle der gå, inden en 33-årig mand blev dømt for drabet på Emilie Meng. Nu er det okay at være vred på ham, mener provst Anna Kluge.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Anna Kluge var sognepræst i den kirke, hvor Emilie Meng arbejdede som kirkesanger.

Men søndag formiddag den 10. juli 2016 dukkede Emilie Meng aldrig op.

Noget var galt.

Hendes bedste veninde blev bekymret, men også sognepræst Anna Kluge vidste, at hun normalt ville komme, som det var aftalt.

quote Det har været en fortvivlende del af vores historie

Anna Kluge, præst

Efterfølgende var det Anna Kluge, der var med til at sætte ord på de følelser, der ramte Korsør. Men efter fredagens dom over Philip Patrick Westh opdager hun også nye følelser.

- Det, der overrasker mig nu, er, at der kommer en enorm vrede. Den har ikke været der før. Der har været frustration og fortvivlelse, og sorg har fyldt rigtig meget med dem, jeg har talt med. Men der er en vrede nu, hvor vi kan kanalisere alt det her et helt konkret sted hen, siger hun.

- Det er noget andet at forholde sig til nu. Vi må godt blive vrede på et menneske, der er kendt skyldig.

Efter Emilie Meng blev fundet dræbt i 2016 blev der arrangeret et fakkeltog i Korsør. Omkring 4.000 deltog.

33-årig Philip Westh er foruden drabet på Emilie Meng kendt skyldig i at have frihedsberøvet og voldtaget en 13-årig pige samt for at have overfaldet en 15-årig pige i Sorø.

Da han blev kendt skyldig i retten, var der blandt andet en af tilhørerne, der råbte ad ham.

- Må du rådne op i helvede, din psykopat, lød det, hvorefter flere klappede.

Retstegning af Philip Patrick Westh.
Retstegning af Philip Patrick Westh. Foto: Jesper Andkjær/Ritzau Scanpix

Med skyldskendelsen får vreden nu en plads, mener den tidligere sognepræst i Korsør - og netop vreden kan være et afsæt til at komme videre. 

- Det her har trukket nogle skygger ind i livet. Nu er det blevet helt konkret og isoleret til ét sted. Det betyder, at vi kan komme videre. Vi vil ikke glemme det, men vi vil kunne leve i Korsør igen, mener Anna Kluge.

168 mørke dage med frygt og magtesløshed

168 dage måtte der gå, fra Emilie forsvandt, til en hundelufter fandt hendes lig i Regnemarks Bakke ved Borup juleaftensdag 2016. I de fem måneder lå der ifølge Anna Kluge en tung, mørk dyne hen over hele Korsør:

- Jeg husker det første halve år, da Emilie var væk, og vi ikke vidste, hvor hun var, som en forfærdelig tid, hvor folk ikke engang vidste, hvad vi skulle være kede af, hvor mennesker samlede sig og ikke vidste, hvad de skulle stille op.

- Vi var ude og lede efter hende. Man samles på fortovet og stod og talte, og folk opsøgte mig som præst, fortæller Anna Kluge.

- Der var en utrolig magtesløshed forbundet med det. Der var også en frygt og mistænksomhed, fordi man gik og prøvede at finde forklaringer og skyldige i lokalområdet.

Emilie Meng blev fundet dræbt i Regnemarks Bakke ved Borup. Efterfølgende blev der lagt blomster og lys ved naturområdet.
Emilie Meng blev fundet dræbt i Regnemarks Bakke ved Borup. Efterfølgende blev der lagt blomster og lys ved naturområdet. Foto: TV2 ØST

Provsten havde en oplevelse af, at borgerne i Korsør var i vildrede og afmagt. Men at de i mørket kunne finde lys i kirken.

I Sankt Povls Kirke blev der efter fundet af Emilie Meng afholdt gudstjeneste, ligesom man sang nogle af Emilie Mengs yndlingssange. 

quote Kirken var det eneste sted, man kunne gå hen

Anna Kluge, præst

Den 29. december var flere tusinde mennesker samlet i et fakkeloptog, der endte ved Sankt Povls Kirke i Korsør, som også er den kirke, Emilie Meng var konfirmeret i, og hvor hun sang i kor.

- Det, jeg oplevede, at kirken kunne, og det kirken kan, er, at vi kan lave nogle ritualer, når man ikke har ord for det, der er sket, og når vi ikke ved, hvad vi skal stille op.

- Da Emilie blev fundet, besluttede man sig for at gå et fakkeloptog den vej, hun var gået. Men hvor skulle man gå hen? Der var kirken det eneste sted, man kunne gå hen. Her kunne vi også bede og synge, for det er det, man kan, når det almindelige sprog løber tør for ord, siger hun.

Alle nævnte sagen over for præst

Hele forløbet i forbindelse med Emilie Mengs forsvinden og drab har ifølge Anna Kluge været helt ubeskriveligt frustrerende og forfærdeligt for hele byen.

- Det har været meget intenst. Den meget lange tid, hvor vi ikke vidste, hvor hun var, den var forfærdelig. Og så blev hun fundet, og det var i sig selv forfærdeligt, men det svarede ikke på alle de spørgsmål om, hvad der var sket, fortæller hun.

Som sognepræst oplevede Anna Kluge, at mange helt almindelige borgere, der ikke nødvendigvis var direkte i berøring med sagen, henvendte sig til hende:

- Sagen har været levende. Jeg har oplevet, at 90 procent af de samtaler, jeg har haft med mennesker, der har det været nævnt, længere eller kortere.

- Det har været en fortvivlende del af vores historie.

Knap otte år skulle der så gå, før man kunne dømme en skyldig i drabet på Emilie Meng. 

- Jeg er sikker på, at det kommer til at gøre noget godt. Det vil betyde, at det brede lokalsamfund kan komme videre. Vi kan fortælle historien til ende, - og vi fortælle den til ende - det har også været tåget og forbudt i lang tid. I det kan der så lægge en frisættelse og en vej ud, fortæller provst Anna Kluge.

- Nu kan vi begynde at koncentrere os om de gode ting, og lægge mærke til et kærligt fællesskab, der – på trods af alt – binder os sammen. Og vi kan huske Emilie for de dejlige ting, hun var.

33-årige Philip Westh har anket dommen til frifindelse.


Nyhedsoverblik