Hele seks forskellige vidner skulle mandag vidne i Kirkerupsagen, hvor der var fokus på Emilie Mengs findested ved Regnemarks Bakke nær Borup.
Den første, der vidnede, var den kvinde, der fandt Emilie Mengs lig juleaftensdag 2016 ved Regnemarks Bakke. Hendes forklaring kan du læse her.
Foruden hende var der fire politifolk og en retsmediciner fra Københavns Universitet i vidneskranken.
En kvindelig betjent, der blev kaldt ud til Regnemarks Bakke 24. december 2016, fortæller, at liget af Emilie Meng blev fundet i en sø i området.
Der blev tilkaldt dykkere til findestedet og en kriminaltekniker.
De slog fast, at det var liget af en ung kvinde og mistænkte, at det kunne være Emilie Meng. Derfor tog de kontakt til nabokredsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som blandt andet dækker Korsør, hvor Emilie Meng kommer fra.
Politiet begik en fejl
Næste vidne er en mandlig hundefører fra politiet, der var på findestedet 25. december 2016.
På det tidspunkt indkredser politiet det område, hvor de forventer, at gerningsmanden har bevæget sig.
I området fandt politiet en Netto-pose, der lå syv-otte meter fra en sti inde i noget bevoksning.
Posen bliver vist på en skærm i retten, og anklageren spørger hundeføreren, om posen på billedet ligger, som den gjorde, da de fandt den.
Det kan vidnet ikke svare på. Han forklarer, at der er sket en fejl i efterforskningen, som umuliggør ham i at svare på spørgsmålet.
En af hundelufterens kolleger har nemlig haft fat i posen, idet han troede, det var affald. Først da han ser indholdet af posen, går det op for ham, at det kunne have forbindelse til sagen.
I posen er der blandt andet noget tøj og forskellige genstande som hovedtelefoner og en oplader.
Telefon registreret ved Borup
I retten bliver der herefter gennemgået den kriminaltekniske erklæring fra findestedet. Den er fra 28. december 2016.
Flere af billederne fra erklæringen bliver ikke vist for pressen, men kun for de involverede parter i sagen. Det er blandt andet billeder af liget kort efter, det blev fundet.
Af rapporten fremgår det, at liget bar præg af at have ligget i vandet længe.
Det fremgår ligeledes, at der var viklet tape omkring Emilie Mengs hals og ansigt. Noget, der blev brugt tid på senere på retsdagen.
En teleanalytiker fra politiet bliver kaldt ind som det næste vidne.
Han fortæller blandt andet, at den tiltaltes telefon blev registreret ved Borup 17. juli 2016 – altså cirka en uge efter, Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station.
Teleanalytikeren fortæller ydermere, at man i 2016 ikke registrerede teledata på samme måde, som man gjorde i 2022. Derfor er de data, der er indsamlet i 2016 ikke lige så præcise, som de teledata man registrerer i dag.
Dødstidspunkt indsnævres
Retsmedicineren fra Københavns Universitet er den næste, der skal vidne. Hun har været med til at lave undersøgelser af findestedet og obduktionen af liget.
Hun bliver blandt andet spurgt, hvor længe hun vurderer, liget har ligget i vandet. Dertil lyder svaret, at det mindst er tre måneder.
Af obduktionen fremgår det, at der er fundet flere tegn på læsioner på Emilie Mengs lig. Vidnet kan ikke slå fast, hvad der har forårsaget dem.
Adspurgt hvad, hun mener, er mest sandsynligt, lyder svaret:
- Så hælder jeg mest til fastholdelse.
Hvad angår dødsårsagen, kan denne heller ikke slås fast.
- Vi finder ikke nogen dødsårsag, siger vidnet, der forklarer, at de til gengæld kan udelukke skud- og stiksår på overkroppen.
Til gengæld kan de komme med et bud på, hvornår Emilie Meng afgik ved døden.
Undersøgelser af ligets maveindhold tyder på, at der er gået op til 36 timer fra Emilie Meng spiste aftensmad, til hun døde.
Tape matcher hinanden
Sidste vidne er en sportekniker, som er ansat ved politiet.
Det er her, vi vender tilbage til den tape, der blev fundet på Emilie Mengs lig.
Vidnet har nemlig sammenlignet den tape, der blev fundet på Emilie Meng, med den, som politiet fandt i tiltaltes hjem.
Det er særligt brudfladerne på tapen, der er interessant.
- Brudfladerne stemmer overens hele vejen, siger vidnet, der også var det sidste vidne på retsdagen.
Sagen fortsætter tirsdag ved Retten i Næstved, hvor blandt andre DNA-forsker Eske Willerslev er indkaldt som vidne. Et vidne som forsvareren har protesteret mod.
Den 33-årige tiltalte nægter sig skyldig i drab på Emilie Meng.