Masseslagsmål på Motalavej i nat - Politiet måtte trække assistance fra flere politikredse

Natten til tirsdag opstod der slagsmål mellem en gruppe på 30-40 mennesker på Motalavej i Korsør. Politiet var massivt tilstede det meste af natten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Klokken lidt i midnat mandag aften modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi endnu en anmeldelse om masseslagsmål på Motalavej i Korsør. 

quote Der har været nogle uoverenstemmelser, som eskalerede i et større slagsmål

Lars Denholt, vagtchef, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

30 til 40 mennesker havde samlet sig, og der var opstået uroligheder, som førte til masseslagsmål.

Ifølge politiet drejer det sig om de samme to grupperinger, der tidligere har været kilde til uro i området. 

- Det er det samme, som vi har været ude til igennem det sidste stykke tid. Vi har nogle uoverensstemmelser mellem to grupperinger ude i området, og det eskalerede så her til aften og resulterede i et større slagsmål på gaden, fortæller Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Måtte tilkalde hjælp

Politiet rykkede talstærkt ud og måtte tilkalde assistance fra både Fyns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi for at få skilt parterne ad. 

To personer er ifølge politiet blevet kørt væk i ambulance fra området, men vagtchefen kan ikke bekræfte, om de to ambulancekørsler har direkte relation til slagsmålet.  

- Det er rigtigt, at det har været to ambulancer inde og hente personer bosiddende i området. Men om deres skader er en direkte forlængelse af slagsmålet, det må jeg være svar skyldig på.

- Der er en enkelt, der er blevet sigtet for noget ordensbekendtgørelse, men ellers har vi ikke anmeldelser om andet på nuværende tidspunkt, siger Lars Denholt.  

Den anholdte er en 21-årig mand fra Slagelse, der klokken 01.42 blev anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. 

motalavej2.jpeg
Læs også
Boligformand raser efter masseslagsmål: - Så kommer vi ikke af ghettolisten
motalavej2.jpeg
Læs også
Boligformand raser efter masseslagsmål: - Så kommer vi ikke af ghettolisten

Klokken 5.30 var der igen ro i området, og de sidste patruljer forlod stedet. 

- Vi har fået lagt de sidste i seng, og området er helt tomt nu. De sidste styrker er trukket ud her klokken halv seks, fortæller Lars Denholt. 

Yderligere tiltag kan være på vej

Ifølge vagtchefen vil ledelsen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mødes tirsdag for at drøfte mulige tiltag for at komme de mange uroligheder til livs. 

quote Jeg tror ikke at vi med nattens hændelser har set det sidste til det endnu

Lars Denholt, vagtchef, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Det er jo en ærgerlig situation, som nu har stået på i et godt stykke tid. Jeg tror ikke at vi med nattens hændelser har set det sidste til det endnu, men vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan, for at øge trygheden i området, siger Lars Denholt. 

Grundet de mange uroligheder omkring Motalavej indførte politiet den 18. juni en visitationszone i boligområdet. Visitationszonen blev ophævet igen den 9. juli, og siden da har der været enkelte episoder med masseslagsmål i området, men ikke noget, der har ført til, at visitationszonen kom tilbage. 

Læs også
Politiet ophæver visitationszone på Motalavej
Læs også
Politiet ophæver visitationszone på Motalavej

Overvejer I at indføre visitationszonen igen? 

- Det skal jeg ikke kunne sige på nuværende tidspunkt. Det er op til ledelsen at beslutte her til formiddag. Men det vil helt sikkert være oppe at vende, for det er jo tiltag, vi kan arbejde med for at skabe ro, fortæller Lars Denholt. 

Politiet søger vidner

I første omgang foregår der en efterforskning af nattens hændelser, der skal forsøge at klarlægge de konkrete omstændigheder.

quote i er jo lige så interesserede som beboerne i at få bragt en ende på de her hændelser og få retsforfulgt de skyldige

Lars Denholt, vagtchef, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Vi skal blandt andet ud at se, om vi har noget videomateriale eller lignende, der kan dokumentere det, fortæller vagtchefen. 

Politiet hører også meget gerne fra vidner, der kan være behjælpelige med oplysninger omkring nattens uroligheder. 

- Ja, meget gerne. Vi er jo lige så interesserede som beboerne i at få bragt en ende på de her hændelser og få retsforfulgt de skyldige. ​​​​

- Er der nogen, der har optagelser eller direkte viden om, hvem der har været involveret i nattens hændelser, så er de meget velkomne til at kontakte os, siger Lars Denholt. 

Har du oplysninger i sagen kan du kontakte politiet på telefon 1-1-4 eller ved personlig henvendelse til lokalpolitiet i Slagelse.   


Nyhedsoverblik