Energiselskab brød reglerne

SK Energi i Slagelse brød reglerne, da de i august suspenderede deres kunders fastprisaftaler. Det står nu sort på hvidt i en afgørelse fra Ankenævnet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det vakte stor opstand, da energiselskabet SK Forsyning i Slagelse i august suspenderede omkring 3000 kunders fastprisaftale på el. Der blev både iværksat en underskriftindsamling og klaget til Ankenævnet på Energiområdet.

Nu er der så kommet en afgørelse fra Ankenævnet, som slår fast, at energiselskabet har brudt reglerne, og at kunderne formentlig skal have penge tilbage.

I afgørelsen skriver Ankenævnet, at “SK Energi skal anerkende, at forbrugeren har ret til at få leveret el til den pris, som parterne aftalte ved indgåelsen af fastprisaftalen”.

- Jeg er glad på de cirka 3000 kunders vegne, at de nu har fået klar besked om, at selvfølgelig måtte selskabet ikke suspendere fastprisaftalen. Det har jeg jo sagt til masser af mennesker, som har været utrolig ulykkelige, siger Peter Lotinga, som selv er uddannet jurist, og som står bag underskriftindsamlingen.

Peter Lotinga, tidligere byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune, har hele tiden været overbevist om, at det ikke er lovligt at suspendere en fastprisaftale.
Peter Lotinga, tidligere byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune, har hele tiden været overbevist om, at det ikke er lovligt at suspendere en fastprisaftale. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Hos Forbrugerrådet TÆNK er direktørens reaktion på afgørelsen også positiv.

- Det er vi utrolig glade for. Det er en rigtig god aftale for forbrugerne, fordi det stadfæster, at en aftale er en aftale. Hvis det var sådan, at man kunne lave en fastprisaftale, og virksomheden efterfølgende kunne suspendere den, så mister enhver fastprisaftale sin værdi, og så er det ikke længere noget, man kan regne med. Derfor er vi rigtig glade for afgørelsen og synes, at det er den helt rigtige afgørelse, siger direktør Mads Reinholdt.

quote Det er en rigtig god aftale for forbrugerne, fordi det stadfæster, at en aftale er en aftale

Mads Reinholdt, direktør hos Forbrugerrådet TÆNK

Tusinder af frustrerede kunder

Den 2. august fik flere end 3000 kunder besked om, at SK Energi mod forventning ville opsige deres fastprisaftale. Forsyningsselskabet varslede, at de fra november ville suspendere alle kunders fastprisaftale grundet de store prisstigninger på naturgas i Europa på daværende tidspunkt.

Læs også
Energiselskab suspenderer alle fastprisaftaler
Læs også
Energiselskab suspenderer alle fastprisaftaler

En melding, der kom som et hårdt slag for mange kunder, der netop havde sikret sig en fastprisaftale for at undgå unødige og uventede prisstigninger og sikre tryghed.

I august sidste år besøgte TV2 ØST Kamille Sommer, som også blev ramt af suspenderingen på både el og gas.

- Det er vi helt vildt kede af og faktisk ret skuffede over, fordi vi netop havde tegnet den her forsikring, sagde hun dengang til TV2 ØST.

- Det betyder jo, at vi kommer til at betale mange flere penge på det, vi har. Vi kommer virkelig til at skulle spare.

Kamille Sommer er også en af de kunder, som blev ramt af suspenderingen af fastprisaftale på både el og gas.
Kamille Sommer er også en af de kunder, som blev ramt af suspenderingen af fastprisaftale på både el og gas.

Men SK Energi, som hører under forsyningsselskabet Envafors, må altså ikke suspendere fastprisaftalerne, selvom krigen i Ukraine har fået energipriserne til at ryge i vejret.

Hvad er en fastprisaftale?

En fastprisaftale låser prisen på el eller gas fast i en længere periode. Prisen er oftest lidt dyrere end ved en variabel prisaftale, men fungerer samtidig som et værn mod uventede prisstigninger.

Ifølge SK Energis leveringsbestemmelser må selskabet godt ændre i kontraktbetingelserne og dermed også prisberegningen, så længe det varsles tre måneder i forvejen.

Derfor vil suspenderingen for privatkunder først træde i kraft den 15. november. For erhvervskunder er varslingen dog kun 14 dage, hvilket gør, at disse aftaler blev suspenderet i starten af august.

Hvis markedssituationen normaliseres, vil fastpriskunder blive tilbudt at genindtræde i fastprisaftalerne.

Kilde: Bolius og SK Energi.

Kunde: - Det er rart, at de store ikke kan tryne de små

En af de kunder, som oplevede, at SK Energi suspenderede hans fastprisaftale på gas, var Tim Phister fra Korsør.

- Jeg var godt klar over, at det ikke var til min fordel. Jeg synes jo, det var en god periode netop at få en fast pris, når der var meget uro i verden, så jeg blev lidt irriteret over, at de kunne tillade sig det. Men det viser sig så, at det kan de heller ikke, siger han.

Det står nemlig klart efter Ankenævnets afgørelse.

- Jeg blev glad, for jeg er jo ikke den eneste kunde, så jeg er jo glad på manges vegne – både dem, der har fastprisaftaler på el, men også på gas, som jeg selv havde. Det er rart, at de store ikke bare kan tryne de små.

SK Energi valgte i august at suspendere Tim Phisters fastprisaftale på gas. Han var langtfra den eneste kunde,  der blev ramt.
SK Energi valgte i august at suspendere Tim Phisters fastprisaftale på gas. Han var langtfra den eneste kunde, der blev ramt. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Forbrugerrådet TÆNK: - Det er en principiel afgørelse

Hos Forbrugerrådet TÆNK mener man, at afgørelsen er principiel.

- Potentielt kan det her have meget stor betydning for rigtig mange forbrugere, lyder det fra direktør Mads Reinholdt.

- Det er en afgørelse, der selvfølgelig også har betydning for de andre kunder, der er i samme situation. Min forståelse er, at de omkring 3000 andre kunder har en helt parallel historie og i det tilfælde vil jeg forvente, at SK Energi proaktivt selv går ud og får rettet fejlen og får tilbagebetalt det beløb, der måtte være i difference og selvfølgelig også fremadrettet får ændret vilkårene for de her 3000 kunder, siger han.

- Derudover må vi forvente, at energiselskaber over hele landet skeler til den her afgørelse og tager sig de forholdsregler, der måtte være, hvis nogle af dem også har været i gang med at suspendere fastprisaftaler på den her måde.

Direktøren kommer i hvert fald med en klar anbefaling:

- Jeg tror, at alle energiselskaber gør klogt i at studere den her afgørelse nøje og finde ud af, om det har konsekvenser for den måde, de driver forretning på.

I august 2022 suspenderede SK Energi samtlige fastprisaftaler, som energiselskabet havde tegnet med cirka 3000 kunder.
I august 2022 suspenderede SK Energi samtlige fastprisaftaler, som energiselskabet havde tegnet med cirka 3000 kunder. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Forsyningsselskab overrasket over afgørelsen

Hos SK Energi er man ikke just begejstret for afgørelsen:

- Vi er overraskede over den. Der bliver lagt meget vægt på de produktbeskrivelser, der har været. Jeg synes ikke, at Ankenævnet forholder sig til de leveringsbestemmelser, som kunderne har været inde og kvittere for og acceptere, da vi lavede aftalen, siger administrerende direktør Henrik Birch.

SK Energi er overrasket over afgørelsen fra Ankenævnet, lyder det fra administrerende direktør Henrik Birch.
SK Energi er overrasket over afgørelsen fra Ankenævnet, lyder det fra administrerende direktør Henrik Birch. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Inden 30 dage skal SK energi have besluttet, om de vil efterleve afgørelsen:

- Nu skal vi lige have drøftet afgørelsen med vores advokat og vores bestyrelse – det har vi ikke haft lejlighed til endnu. Men alt efter hvad vi når frem til, skal vi ud at regulere vores kunder, men det kan reelt gå begge veje, siger Henrik Birch fra SK Energi.

Men vil I følge afgørelsens ordlyd om at tilbagebetale forbrugerne?

- Det skal vi have drøftet med vores bestyrelse. Det har jeg nok en forventning om, men jeg ved det ikke. I sidste ende kan Ankenævnets kendelse prøves ved domstolene.

Det er dog ikke nogen garanti, at alle kunder skal have penge tilbage. 

Efterlever SK Energi afgørelsen, vil kunder, der før havde en fastprisaftale, vende tilbage til denne aftale. Her er det sandsynligt, at der vil ske en opgørelse, hvor SK Energi vil se på, om kunder, der har betalt for meget i perioden, skal tilbagebetales.

Men nogle kunder kan også have betalt for lidt, for på grund af faldende elpriser kan de opleve, at deres fastprisaftale vil være dyrere end den variable pris, de betaler.


Nyhedsoverblik