Eneste blinde borger i landsbyen får særlig hjælp i Brugsen

Den lokale brugs i Sørbymagle har sat flere initiativer i værk for at hjælpe byens eneste blinde borger, Monica Rugbjerg.

En tyk hvid streg er tegnet op foran Brugsen i Sørbymagle.

- Vi oplyser, at folk ikke skal parkere på stregen, fordi mange tror, det er en parkeringsstreg, siger Johnny Christensen, der er uddeler i brugsen.

quote Det handler om, at vi gerne vil vise, at vi kan lidt mere, end vi skal

Johnny Christensen, uddeler, Brugsen Sørbymagle

Stregen er nemlig tilegnet en helt særlig borger.

- Jeg kommer ud af kurs, hvis jeg skal uden om de biler, fortæller Monica Rugbjerg.

Hun er blind og bor i Sørbymagle.

Når hun to til tre gange om ugen handler i den lokale brugs, så er stregen en stor hjælp for hende.

Med sin stok kan hun følge stregen og finde indgangen.

Monica Rugbjerg er født blind.
Monica Rugbjerg er født blind. Foto: Brugsen Sørbymagle

Det er dog ikke det eneste initiativ, brugsen har taget, for at hjælpe Monica Rugbjerg.

- Vi vil gerne hjælpe vores lokale borgere så godt, vi kan. Det handler om, at vi gerne vil vise, at vi kan lidt mere, end vi skal, siger Johnny Christensen.

Monicas streg

Det hele startede, da brugsen for nogle år siden blev flyttet og nu havde en stor parkeringsplads ude foran.

Det gjorde det svært for Monica Rugbjerg at finde frem til indgangen.

- Der kom en og trænede mig, og hun snakkede med brugsen, siger Monica Rugbjerg.

quote Når vi har en blind i byen, der gerne vil handle hos os, så skal vi da også hjælpe

Johnny Christensen, uddeler, Brugsen Sørbymagle

Majbritt Olsen, der er salgsassistent i brugsen og også var ansat dengang, husker tydeligt, da brugsen blev spurgt, om de kunne optegne en streg til Monica Rugbjerg.

- Det sagde vi selvfølgelig ja til, fortæller hun.

Johnny Christensen og Majbritt Olsen står klar til at hjælpe Monica Rugbjerg, når hun skal handle i brugsen.
Johnny Christensen og Majbritt Olsen står klar til at hjælpe Monica Rugbjerg, når hun skal handle i brugsen. Foto: Brugsen Sørbymagle

Siden har Monica Rugbjerg kunnet finde indgangen til brugsen.

- Hun er den eneste blinde, der kommer her, så den er kun lavet til hende, siger Johnny Christensen.

Medarbejder sidder klar ved kassen

Når Monica Rugbjerg træder ind ad døren, så stopper hjælpen dog ikke.

Idet kassemedarbejderen ser hende, så trykker han eller hun på en knap, der kalder en medarbejder til kassen.

- Og så går vi rundt og handler ind sammen med hende, fortæller Johnny Christensen.

For nyligt er stregen blevet tegnet op ude foran brugsen.
For nyligt er stregen blevet tegnet op ude foran brugsen. Foto: Brugsen Sørbymagle

En hjælp, som Monica Rugbjerg sætter stor pris på.

- Jeg synes, det er en rigtig god service, de giver, og at de har taget det initiativ at få lavet den streg, er jeg rigtig glad for, siger Monica Rugbjerg.

Afvist i supermarkedet

Når hun skal på stort indkøb, handler hun også i større supermarkeder.

- Jeg har prøvet én gang at spørge medarbejderne, om de kunne hjælpe mig med at handle, hvis der var nogle få ting, jeg ville købe, siger hun og tilføjer:

- Men det havde de ikke tid til.

Læs også
Her mødes frivillige hver onsdag for at indtale ugens lokalavis
Læs også
Her mødes frivillige hver onsdag for at indtale ugens lokalavis

Derfor har hun i dag altid en ledsager med, når hun tager på stort indkøb.

Brugsen i Sørbymagle gør dog en stor dyd ud af at hjælpe Monica Rugbjerg.

- Når vi har en blind i byen, der gerne vil handle hos os, så skal vi da også hjælpe. Det håber jeg da også, andre ville gøre, siger Johnny Christensen.

Læs også
Stole i vejkant vækker undren - nu er naboer begyndt at hjælpe 88-årig
Læs også
Stole i vejkant vækker undren - nu er naboer begyndt at hjælpe 88-årig

På trods af den ene dårlige oplevelse understreger Monica Rugbjerg, at folk generelt er gode til at hjælpe hende med hendes handicap.

- Det er sjældent, jeg oplever nogle, som ikke er hjælpsomme, siger hun.

Stregen er for nyligt blevet optegnet på ny, så Monica nu endnu nemmere kan finde vej til brugsen.


Nyhedsoverblik