En tyk hvid streg er tegnet op foran Brugsen i Sørbymagle.
- Vi oplyser, at folk ikke skal parkere på stregen, fordi mange tror, det er en parkeringsstreg, siger Johnny Christensen, der er uddeler i brugsen.
Det handler om, at vi gerne vil vise, at vi kan lidt mere, end vi skal
Stregen er nemlig tilegnet en helt særlig borger.
- Jeg kommer ud af kurs, hvis jeg skal uden om de biler, fortæller Monica Rugbjerg.
Hun er blind og bor i Sørbymagle.
Når hun to til tre gange om ugen handler i den lokale brugs, så er stregen en stor hjælp for hende.
Med sin stok kan hun følge stregen og finde indgangen.
Det er dog ikke det eneste initiativ, brugsen har taget, for at hjælpe Monica Rugbjerg.
- Vi vil gerne hjælpe vores lokale borgere så godt, vi kan. Det handler om, at vi gerne vil vise, at vi kan lidt mere, end vi skal, siger Johnny Christensen.
Monicas streg
Det hele startede, da brugsen for nogle år siden blev flyttet og nu havde en stor parkeringsplads ude foran.
Det gjorde det svært for Monica Rugbjerg at finde frem til indgangen.
- Der kom en og trænede mig, og hun snakkede med brugsen, siger Monica Rugbjerg.
Når vi har en blind i byen, der gerne vil handle hos os, så skal vi da også hjælpe
Majbritt Olsen, der er salgsassistent i brugsen og også var ansat dengang, husker tydeligt, da brugsen blev spurgt, om de kunne optegne en streg til Monica Rugbjerg.
- Det sagde vi selvfølgelig ja til, fortæller hun.
Siden har Monica Rugbjerg kunnet finde indgangen til brugsen.
- Hun er den eneste blinde, der kommer her, så den er kun lavet til hende, siger Johnny Christensen.
Medarbejder sidder klar ved kassen
Når Monica Rugbjerg træder ind ad døren, så stopper hjælpen dog ikke.
Idet kassemedarbejderen ser hende, så trykker han eller hun på en knap, der kalder en medarbejder til kassen.
- Og så går vi rundt og handler ind sammen med hende, fortæller Johnny Christensen.
En hjælp, som Monica Rugbjerg sætter stor pris på.
- Jeg synes, det er en rigtig god service, de giver, og at de har taget det initiativ at få lavet den streg, er jeg rigtig glad for, siger Monica Rugbjerg.
Afvist i supermarkedet
Når hun skal på stort indkøb, handler hun også i større supermarkeder.
- Jeg har prøvet én gang at spørge medarbejderne, om de kunne hjælpe mig med at handle, hvis der var nogle få ting, jeg ville købe, siger hun og tilføjer:
- Men det havde de ikke tid til.
Derfor har hun i dag altid en ledsager med, når hun tager på stort indkøb.
Brugsen i Sørbymagle gør dog en stor dyd ud af at hjælpe Monica Rugbjerg.
- Når vi har en blind i byen, der gerne vil handle hos os, så skal vi da også hjælpe. Det håber jeg da også, andre ville gøre, siger Johnny Christensen.
På trods af den ene dårlige oplevelse understreger Monica Rugbjerg, at folk generelt er gode til at hjælpe hende med hendes handicap.
- Det er sjældent, jeg oplever nogle, som ikke er hjælpsomme, siger hun.
Stregen er for nyligt blevet optegnet på ny, så Monica nu endnu nemmere kan finde vej til brugsen.