En 63-årig Falck-ansat har mandag eftermiddag mistet livet i et trafikuheld på Vestmotorvejen
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Manden arbejdede som fører af en skiltevogn, som holdt på Vestmotorvejen i østgående retning mellem Korsør og Tjæreby, hvor manden og skiltevognen blev ramt af en hvid varevogn.
Ifølge politiet blev førerne af begge biler efterfølgende bragt til Slagelse Sygehus. Den 63-årige blev dog erklæret død på stedet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Flere andre biler blev ved det voldsomme trafikuheld desuden ramt af vragdele. Ingen af dem kom noget alvorligt til, oplyser politiet.
Artiklen fortsætter under billedet.
De pårørende til den 63-årige mand er underrettet.
Føreren af varevognen er en 19-årig mand og nu sigtet for uagtsomst manddrab. Den 19-årige er stadig indlagt på sygehuset og er ifølge politiet uden for livsfare.
Helikopter spærrede motorvejen
Politiet valgte sammen med beredskabet på stedet at spærre Vestmotorvejen i østgående retning, og kort efter blev motorvejen i vestgående retning kortvarigt spærret, fordi en lægehelikopter skulle lande på strækningen.
Trafikuheldet har skabt store problemer i eftermiddagstrafikken, hvor trafikken i længere tid holdt helt stille. I forbindelse med ulykken var Vestmotorvejen spærret i omkring tre timer, men kort før klokken 17.00 er den helt åben igen.
- Der er fuldstændig ophobet af biler, og vi leder trafikken af så tidligt som muligt. Men trafikken vil være påvirket længe endnu, siger Jan Nielsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ved Storebæltsbroen meldes der desuden om kødannelse på grund af trafikuheldet ved Tjæreby, og trafikanter på strækningen skal forvente en forlænget rejsetid på op til 35 minutter.
Skiltevogn ramt på Storebæltsbroen
Så sent som onsdag den 5. december blev en skiltevogn også ramt af en trafikant.
Her ramte en lastbil tidligt onsdag morgen en skiltevogn, som holdt på Storebæltsbroen, og broen var derfor delvist spærret i retning mod Sjælland.
Ingen personer kom dog til skade ved uheldet.