Fin dansk afslutning i hockey for handicappede

Musholm idræts- og konferencecenter ved Korsør lagde i sidste uge lokaler til det første EM i powerchair hockey i Danmark. Det danske hold rundede af med en sejr.

Danmark hentede ikke EM-guldet hjem, da europamesterskaberne i powerchair hockey fandt sted i sidste uge på Musholm idræts- og konferencecenter ved Korsør.

Søndag var turneringens sidste dag, og selvom det ikke blev til guld, kunne det danske hold hente en bronzemedalje hjem. 

Guldet gik til Holland, men glæden var alligevel stor hos det danske hold. 

-  Det føles fuldstændig vidunderligt. Det var ikke en tæt kamp i dag. Vi ville simpelthen vinde den kamp for os selv og vores fans. Vores trænere havde sagt, at vi skulle efterlade det hele på banen i dag, og det gjorde vi, siger landsholdets anfører Kristoffer Dahl Hansen i en pressemeddelelse. 

Det danske hold spillede på hjemmebane og havde publikum på sin side.
Det danske hold spillede på hjemmebane og havde publikum på sin side. Foto: Parasport Danmark

Danmark vandt over Italien i søndagens kamp efter en uge, hvor hold fra hele Europa dystede i sportsgrenen powerchair hockey, som bliver spillet med almindelige hockystave og elektriske kørestole. 

Første gang i Danmark

Sportsgrenens udøvere er handicappede, som blandt andet har muskelsvind. Det er første gang, Danmark er vært for et internationalt mesterskab i en el-kørestolsidræt. 

Læs også
EM i fuld gang med kørestol og hockeystav
Læs også
EM i fuld gang med kørestol og hockeystav

-  Det har været en rigtig god uge for parasporten, og jeg er overbevist om, at det danske værtskab har skabt nye fans af Powerchair Hockey, siger John Petersson, der er formand for handicapidrætsforbundet Parasport Danmark. 

Om powerchair hockey

Powerchair Hockey, der i Danmark også er kendt som Powerchair Floorball, er en holdsport for mennesker med et fysisk handicap, typisk muskelsvind eller cerebral parese. Der spilles i elektriske kørestole, der er speciallavede til sporten og må køre op til 15 km/t.

Kampe afvikles på en indendørs bane, der måler ca. 26 x 16 meter. Hjørnerne er runde, og målet står på banen, så der kan spilles rundt om som i ishockey. En kamp består af to halvlege á 20 minutter.

Han mener, at Musholm udgjorde de helt rigtige rammer for EM-slutrunden. 

- I Parasport Danmark har vi været meget glade for det samarbejde, vi har haft med Slagelse Kommune, Sport Event Denmark og Musholm om EM, og samtidig sender vi alle en meget stor tak til de frivillige ildsjæle, der har gjort mesterskabet til en god oplevelse for både spillere og tilskuere, siger han i pressemeddelelsen. 

Præsidenten for det internationale forbund for Powerchair Hockey, Fabio Rodo, er også svært tilfreds med det danske EM-værtskab. Han hæfter sig blandt andet ved de gode forhold på Musholm og tv-produktionen, der har rundet 30.000 visninger på fem dage.

Det danske hold spillede en intens kamp mod Italien.
Det danske hold spillede en intens kamp mod Italien. Foto: Parasport Danmark

- Det har været en rigtig god og velorganiseret turnering, og jeg fornemmer stor tilfredshed blandt både spillere og officials. 

- Kvaliteten af streamingen har som ventet været uovertruffen og har givet seerne derhjemme en rigtig god oplevelse af vores sport, og så har Musholm været en skøn ramme om mesterskabet. Det har været fantastisk for holdene at have kampe, spisning og overnatning samlet på én venue, siger han i pressemeddelelsen. 


Nyhedsoverblik