Folk troede, han havde kidnappet 13-årig - nu vil han have loven ændret

Phillip Westh Weirup har stillet et borgerforslag om at ændre praksis ved navneforbud, efter han blev forvekslet med den dømte i Kirkerup-sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bare 30 minutter gik der, fra politiet anholdt Philip Patrick Westh i Kirkerup-sagen, til at en anden mand med næsten samme navn så sin identitet blive delt på forskellige fora på internettet og sat i forbindelse med kidnapningen af den dengang 13-årige pige fra Kirkerup.

Phillip Westh Weirup, der blandt andet er byrådsmedlem i Slagelse for De Konservative, blev nemlig forvekslet med den ved byretten livstidsdømte Philip Patrick Westh.

quote Hvis der havde været et navneforbud med det samme i den her sag, så kunne navnet jo ikke blive delt vidt og bredt

Phillip Westh Weirup

- Der blev delt billeder af mig på Reddit (et internetforum, red.) og omtale af, at det var en lokalpolitiker fra Slagelse, der var blevet anholdt. Der begyndte adrenalinen allerede at pumpe i min krop, siger Phillip Westh Weirup.

På det tidspunkt var der ikke nedlagt navneforbud i sagen. Det kom først dagen efter ved grundlovsforhøret, der begyndte klokken 11.00.

Frem til da blev lokalpolitikerens identitet delt flere steder. Også på mere almindelige sociale medier som Facebook.

- Jeg brugte det meste af den aften på at skrive i diverse tråde på Facebook, at det ikke var mig, siger han.

Navneforbud havde en bagside

De fejlagtige beskyldninger og modbydelige beskeder gjorde også, at han frygtede for ikke bare sin egen, men også familiens sikkerhed.

- Det var ganske forfærdeligt. Min kone og jeg var i tvivl om, om vi kunne sende vores børn i institution, om vi kunne tage på arbejde eller skulle forskanse os herhjemme. Jeg var bange for, at der var nogen, der kunne finde på at dukke op, fortæller Phillip Westh Weirup.

Da navneforbuddet blev nedsat ved grundlovsforhøret dagen efter, gav det dog et uheldigt benspænd for lokalpolitikeren fra Slagelse.

Billedet her lagde Phillip Westh Weirup ud i april sidste år på sociale medier med teksten 'Det er ikke mig'. Han fjernede det siden, da juraeksperter mente, at det var en overtrædelse af navneforbuddet.
Billedet her lagde Phillip Westh Weirup ud i april sidste år på sociale medier med teksten 'Det er ikke mig'. Han fjernede det siden, da juraeksperter mente, at det var en overtrædelse af navneforbuddet. Foto: Phillip Weirup Westh

Et navneforbud betyder nemlig, at man ikke må dele navn eller andre oplysninger, der kan identificere den sigtede eller tiltalte i en given sag.

- Det betød jo, at jeg ikke længere kunne sige, at det ikke var mig. For så ville jeg bryde navneforbuddet. Samtidig var der jo mange rygter og folk, der allerede havde skrevet navnet. Så det blev en skæv kommunikation, hvor jeg ikke rigtig havde mulighed for at forsvare mig selv, siger Phillip Westh Weirup.

Foreslår straks-navneforbud

Det kan han så nu. For navneforbuddet er ophævet, og derfor har Phillip Westh Weirup nu lavet et borgerforslag, så andre ikke havner i samme situation som ham.

Et forslag, der skal give politiet mulighed for ved en anholdelse at udstede et navneforbud med det samme, som dommeren ved et grundlovsforhør så kan vælge at opretholde eller fjerne.

- Hvis der havde været et navneforbud med det samme i den her sag, så kunne navnet jo ikke blive delt vidt og bredt på Facebook i tiden op til grundlovsforhøret, siger Phillip Westh Weirup .

Men navnet blev jo delt, også efter navneforbuddet trådte i kraft. Hvordan vil det her forslag så hjælpe?

- Der er jo også nogle, der røver banker, selvom det er ulovligt, så man kan nok ikke redde alle i det her. Men jeg tror på, at man kan tage toppen af det, så navnet ikke florerer på de mere etablerede sociale medier, hvor alle kan støde på det, siger Phillip Westh Weirup .

Læs også
Mand hængt ud som sigtet i forsvindingssag: - Jeg kan ikke forsvare mig
Læs også
Mand hængt ud som sigtet i forsvindingssag: - Jeg kan ikke forsvare mig

Og at der er brug for en ændring i praksis omkring navneforbud blev også påpeget sidste år, kort efter at Philip Patrick Westh var blevet anholdt og sigtet i Kirkerup-sagen.

- De nuværende regler er lavet i en tid, der ligger langt forud for de sociale medier. Det regelsæt, der stadig gælder, giver ikke tilstrækkelig beskyttelse, sagde forsvarsadvokat og formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kåre Pihlmann til TV 2.

Samtidig foreslog han en ændring, der minder om det borgerforslag, som Phillip Westh Weirup netop har fremsat.

- Vi foreslår en ændring, hvor man i udgangspunktet automatisk er beskyttet af et navneforbud, indtil en dommer måtte ophæve det.

Benarbejde forude

Der skal 50.000 støtter til, for at et borgerforslag skal behandles i Folketinget. Det har i skrivende stund 233 underskrifter.

Phillip Westh Weirup har oprettet sit forslag 26. juli, så der har selvsagt ikke været megen tid for borgerne til at tilkendegive deres støtte.

- Jeg har tænkt mig at kæmpe, helt frem til vi har 50.000 støtter, og jeg fornemmer klart en opbakning. Mit forslag er blevet godt modtaget de steder, det er blevet delt. Men der er en del benarbejde for at folk ikke kun liker det på Facebook, men også går ind og støtter aktivt op om det, siger Phillip Westh Weirup .

Philip Patrick Westh blev ved Retten i Næstved idømt livstid for blandt andet langvarig bortførelse og voldtægt af en dengang 13-årig pige, forsøg på langvarig bortførelse og voldtægt af en 15-årig pige samt for drabet på Emilie Meng. Han har anket dommen til landsretten.


Nyhedsoverblik