Forrygende fodboldcamp for børn med udfordringer: - Det er det sjoveste

Børn med cerebral parese og deres forældre er i denne uge samlet på fodboldcamp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Man behøver ikke at være hverken den stærkeste eller hurtigste for at kunne spille fodbold.

Det ved de 27 børn, der lige nu tonser rundt på FC Storebælts fodboldbaner i Korsør.

De har alle sammen cerebral parese, også kaldet CP, der er en medfødt hjerneskade, der kan påvirke en både fysisk og psykisk. Det er dog ikke nogen hindring, når man skal spille fodbold.

- Det er det sjoveste, siger Gustav Theodore Ahm på 10 år fra Allerød.

- Jeg føler, at når jeg spiller fodbold, så glemmer jeg, at jeg har CP. Jeg kan ikke mærke det så meget, siger Magne Søndergaard Iversen fra Aarhus.

Magne Søndergaard Iversen fra Aarhus går også til fodbold i hverdagen. Her spiller han på hold med nogle få andre, der også har CP. I denne uge har hele holdet dog CP, og det betyder meget for ham.
Magne Søndergaard Iversen fra Aarhus går også til fodbold i hverdagen. Her spiller han på hold med nogle få andre, der også har CP. I denne uge har hele holdet dog CP, og det betyder meget for ham. Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

Personer med handicap skal også være fysisk aktive

Det er den private fond Elsass Fonden, der i samarbejde med FC Storebælt, arrangerer fodboldcampen.

Læs også
Tre drenge har lavet deres egen fodboldklub - fik nok af det høje niveau
Læs også
Tre drenge har lavet deres egen fodboldklub - fik nok af det høje niveau

Ud over de mange børn har hvert barn også en forælder med. I løbet af dagen er der aktiviteter for både børn og voksne, ikke mindst fodbold.

- Vi har alle sammen godt af at være fysisk aktive, og fordi man har et handicap, så skal man også være fysisk aktiv. Nogle gange er det faktisk endnu vigtigere, fordi hvis de ikke er fysisk aktive, så får de nogle forkerte ledstillinger i arme og ben, der gør, at de kan blive endnu mere hæmmede i deres fysiske udfoldelse, siger Camilla Voigt, projektleder hos Elssas Fonden.

Hvad er cerebral parese?

Cerebral parese skyldes en skade i hjernen, som opstår i fosterlivet, under fødslen eller hos det nyfødte barn.

Hjerneskaden kan skyldes for tidlig fødsel, blødning, små blodpropper, iltmangel eller infektion, men ofte finder man ikke årsagen. 

Hjerneskaden cerebral parese forværres ikke, men symptomerne udvikler sig efterhånden som barnet vokser op.

Der kan være et fysisk handicap, hvor det kan være svære at styre muskler og bevægelser. Det kan give udfordringer med at bevæge sig, bruge hænder og arme, tale og spise.

Der kan også være et ikke-synligt handicap, da cerebral parese kan påvirke synet og hørelsen. Derudover kan man have kognitive vanskeligheder.

Cerebral parese kaldes ofte for CP.

Kilde: CP Danmark - Landsforeningen for cerebral parese 

Det er anden gang, at fodboldcampen bliver afholdt. Sidste år var der 17 børn med, og i år er der altså 10 børn flere. Og det glæder altså også de mange forældre, der er med.

- Det er godt, for man møder mange andre med CP, som elsker fodbold og som har lyst til at udfolde sig på samme niveau, så de oplever andre, der kan en masse, men som har de samme vanskeligheder som en selv. På den måde ser man, at alt kan lade sig gøre, bare man giver den gas, siger Esben Christmas Norup, der forælder til en søn, der er med på fodboldcampen.

Der bliver lavet både taktiske- og spiløvelser på fodboldcampen.
Der bliver lavet både taktiske- og spiløvelser på fodboldcampen. Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

- Det giver ham rigtig meget. Han sagde i går, at det er dejligt at være sammen med nogen, der er ligesom ham. Nogle, der forstår, hvad det er han kan og ikke kan. De får den her fællesskabsfølelse og følelse af at være sammen med andre. Det giver så meget energi, så de får mulig for at udfordre sig selv og deres krop, siger Anne Rasmussen, der også er forælder til en søn på campen.

Glade børn

Det er dog ikke kun de voksne, der er glade for campen, det er børnene også.

Læs også
18-årig spiller computerspil med hagen: - Vi er imponerede hver dag
Læs også
18-årig spiller computerspil med hagen: - Vi er imponerede hver dag

Magne Søndergaard Iversen spiller i  Aarhus på et fodboldhold, hvor der også er tre andre med CP, men han er glad for at spille med flere på campen, der har det ligesom ham.

- Jeg kan godt lide at spille fodbold, men det kan godt være lidt svært i hverdagen. Det kan godt være lidt svært at spille med folk, der ikke har CP. Det er fedt, fordi man har noget tilfælles, og man har lidt de samme problemer i hverdagene. For eksempel, hvis der noget, man ikke kan, siger Magne Søndergaard Iversen.

FC Storebælt har planer om at oprette det første ugentlige fodboldtilbud for børn med CP og lignende fysiske funktionsnedsættelser.


Nyhedsoverblik