- De unge har for længst opfattet, at røg har fået et stempel som noget farligt. Men de unge er måske ikke klar over, at nikotin i andre former også er skadelig og skaber afhængighed.
Nikolaj Bjørk Christensen (V) er bekymret over de unges forbrug af nikotinprodukter. Som formand for sundhedsudvalget i Slagelse Kommune har han derfor, sammen med resten af udvalget, besluttet sig for at iværksætte en undersøgelse af de lokale unges forbrug af nikotin.
- Vi har nationale data, der viser, at der blandt unge er et generelt højt niveau af nikotinprodukter lige fra cigaretter til e-cigaretter og snus og andre produkter.
Vi har tidligere haft nikotinstopkurser på ungdomsuddannelserne, men der mødte meget få op
- I sundhedsudvalget er vi derfor i første omgang nysgerrige på at afdække, hvor stort problemet er lokalt i Slagelse Kommune, siger Nikolaj Bjørk Christensen.
På landsplan bruger cirka hver tredje af alle børn og unge mellem 15 og 29 år en form for nikotinprodukt enten hver dag eller lejlighedsvist.
Andelen af børn og unge, som bruger røgfri nikotinprodukter som blandt andet snus eller e-cigaretter, er steget voldsomt de senere år.
Men ingen ved, hvor udbredt nikotinforbruget er blandt de unge i Slagelse Kommune. Det skal sundhedsudvalgets undersøgelse nu råde bod på.
- Vi skal have lokale data på, hvor udbredt nikotinforbruget er blandt de unge i Slagelse Kommune. Når vi har nogle håndgribelige data at gå efter, kan vi nemmere tilrettelægge de rigtige tilbud, der skal få de unge til at kvitte nikotinen, forklarer Nikolaj Bjørk Christensen.
Vil tilrettelægge tilbud
En del af undersøgelsen bliver derfor også at lave nogle fokusgrupper eller lignende med de unge for at finde ud af, hvordan kommunen bedst tilrettelægger nikotinstopkurser.
- Vi skal høre de unge om, hvilke typer tilbud de ønsker, og hvad der skal til, for at de kunne overveje at stoppe med at bruge nikotinprodukter, siger udvalgsformanden og fortsætter:
- Vi har tidligere haft nikotinstopkurser på ungdomsuddannelserne, men der mødte meget få op. Derfor har vi brug for de unges input, så vi kan blive klogere på, hvilke tilbud de vil være interesserede i.
Resultaterne af forundersøgelsen forventes præsenteret for sundhedsudvalget i Slagelse Kommune i begyndelsen af næste år.