Glad bronzevinder: - Jeg havde ikke lige forudset det her

Martin Black Jørgensen fra Dalmose vandt tidligere lørdag bronze i 10 meter luftriffel ved paralympiske lege.

- Jeg har det godt, men det kører stadig rundt i hele kroppen. Det er som om, jeg lige skal fatte, hvad der er sket. Jeg havde ikke lige forudset det her, da jeg stod op i morges.

Sådan lyder det fra skytten Martin Black Jørgensen fra Dalmose, efter han lørdag vandt bronze i 10 meter luftriffel ved de paralympiske lege i Paris.

Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

quote Det er kæmpestort at være her med alle de bedste skytter i verden

Martin Black Jørgensen, skytte, Dalmose

Martin Black Jørgensen skyder til dagligt i Næstved Skytteforening, og det var hans debut ved de paralympiske lege. 

Længe lå han helt i spidsen i dagens konkurrence, men til sidst måtte han se sig slået af Jinho Park fra Sydkorea og Yerkin Gabbasov fra Kasakhstan.

-  I finalen gik det rigtig godt, indtil jeg pludselig kunne se på min skærm, at vi kun var tre tilbage. Så begyndte mit hjerte at hamre, og pulsen begyndte bare at køre helt vildt, siger Martin Black Jørgensen.

Udtaget en måned før PL

Men selvom det ikke blev til en medalje af det mest ædle metal, så er Martin Black Jørgensen meget lykkelig for sit resultat - især set i lyset af, at han blev udtaget i sidste øjeblik.

- For en måned siden vidste jeg ikke, om jeg skulle med til PL. Da jeg blev udtaget, sagde jeg til mig selv, at jeg skulle nyde oplevelsen, og det gør jeg. Det er kæmpestort at være her med alle de bedste skytter i verden, siger den sydsjællandske skytte.

Her er Martin Black Jørgensen i aktion ved PL i Paris.
Her er Martin Black Jørgensen i aktion ved PL i Paris. Foto: Mateusz Szklarski for IPC

Også hos Parasport Danmark vækker bronzemedaljen begejstring.

- Det er ikke til at se, at vores skytter er debutanter ved PL. De tre, der indtil nu har været i aktion hernede, er alle gået i finalerne, og i dag ligner Martin Black Jørgensen, der kom med til Paris på et wildcard i sidste minut, indtil sit allersidste skud en garvet topskytte. Det er virkelig godt gået, siger sportschef Michael Møllgaard Nielsen.

Læs også
Lokal atlet bærer fanen ved de Paralympiske Lege
Læs også
Lokal atlet bærer fanen ved de Paralympiske Lege

Det er tredje dag i træk, at Danmark vinder medaljer ved PL i Paris. Svømmeren Alexander Hillhouse vandt torsdag guld i 100 meter butterfly i S14-klassen, mens taekwondokæmperen Lisa Kjær fredag snuppede en bronzemedalje.

Legene fortsætter frem til den 8. september.

Om Martin Black Jørgensen:

Sportsgren: Skydning
PL-disciplin: R1 - 10m luftriffel stående
Klassifikation: SH1
Alder: 32 år
Handicap: Rygmarvsskade
By: Dalmose
Klub: Næstved Skytteforening
Udvalgte resultater: Bronze i 10m luft ved EM 2023
Tidligere PL-deltagelse: Debutant

Kilde: Dansk Idrætsforbund


Nyhedsoverblik