Godt nyt til de trængende - DSB genåbner toiletter

Tissetrangen kan fra mandag igen stilles på et toilet på Korsør Station.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I et par måneder har passagerer på Korsør Station forrettet deres nødtørft på højst upassende steder - som eksempelvis buskadser på området. 

Årsagen er en beslutning om at lukke alle toiletter på stationer med færre end 10.000 daglige passagerer, og med blot 3000 passagerer på Korsør Station blev toilettet altså lukket 1. juni. 

Det har udløst voldsomme lokale protester - og i dag vender DSB altså på en tallerken og genåbner toilettet, skriver Sjællandske. 

Drives af privat

- Nu har vi indgået en aftale med Bente Cilleborg, der driver kiosken. Det er en forsøgsordning frem til årsskiftet, og så evaluerer vi derefter, siger Aske Wieth Knudsen, underdirektør i DSB Produkt, til Sjællandske. 

Folketingets Transport-, bygnings- og boligudvalg skulle egentlig komme på besøg på stationen i morgen, tirsdag. Om det fortsat er planen, er endnu uvist. 

Bente Cilleborg overtog i 2013 kiosken på stationen, da den ellers stod til at lukke. 


Nyhedsoverblik