Gymnasiepiger har startet nyt fodboldhold: - Det er fedt at være en del af

Det er kun et par måneder siden, at to piger fra Slagelse Gymnasium startede et fodboldhold i Vemmelev, men det er allerede en stor succes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I Vemmelev Boldklub har piger førhen været et sjældent syn.

Men det er det ikke længere. For et par måneder siden startede der nemlig et pigehold i klubben, og initiativet er hurtigt blevet en stor succes.

- Vi sad og så landsholdskamp, og så sagde vi, at det var sjovt, hvis vi lavede et hold, fortæller Lærke Hougaard Danielsen fra Skælskør.

quote Det, der er vigtigst, er, at de har det sjovt

Kim Holm, fodboldtræner, Vemmelev Boldklub

Det er Lærke Hougaard Danielsen og Clara Gjerde Corfix, der står bag fodboldholdet. De går begge i 2.g på Slagelse Gymnasium og savnede at være fælles om en sport.

- Alle har jo prøvet at gå til holdsport før. Det giver jo noget helt særligt at have et hold, siger Clara Gjerde Corfix fra Slagelse.

- Vi er jo nybegyndere, så vi er ikke helt de bedste, men vi kan da godt skyde til en bold, lyder det grinende fra Lærke Hougaard Danielsen.

Har fået 21 medlemmer

Selvom pigerne på holdet er nybegyndere, er de allerede begyndt at spille kampe. For at spille bedst muligt får de kyndig hjælp af tre trænere. Der er nemlig nok at lære, når man er helt grøn.

- Det er et hold, der er i nybegynder-niveau, så det kræver, at vi er med til at dirigere dem og hjælpe dem, fortæller træneren Kim Holm.

- Det, der er vigtigst, er, at de har det sjovt, og de giver det en skalle. Så må vi tage færdighederne og niveauet derefter.

Kim Holm træner sommetider pigeholdet i Vemmelev.
Kim Holm træner sommetider pigeholdet i Vemmelev. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Kim Holm er formand i klubben og træner ind i mellem holdet. Han er glad for, at der nu også er piger, der dribler rundt på banen i Vemmelev.

- Jeg snakkede meget med Clara og Lærke om, at hvis de gjorde det, så var det for sammenholdet og for sjov, og så skulle de selv være tovholdere på at finde lysten blandt dem, og det gik så stærkt, at inden vi så os om, så var der 21 indmeldte.

Flere piger spiller fodbold

Tal fra Dansk Boldspil-Union viser, at flere og flere gør som pigerne i Vemmelev. Tilbage i 2017 havde de sjællandske fodboldklubber 13.244 kvindelige medlemmer. Sidste år var det tal steget til 16.216 medlemmer.

- Der har jo været en stigning af piger. Nok primært fordi der nu er mere fokus på, at piger kan spille fodbold, og så kombineret med forskellige tiltag der er blevet lavet omkring rekruttering af piger, som nok begynder at give pote, forklarer Jakob Koed, der er formand for DBU Sjælland.

Fodboldpigerne spiller lige nu i et af drengeholdenes aflagte tøj. De søger derfor sponsorater til indkøb af nyt tøj.
Fodboldpigerne spiller lige nu i et af drengeholdenes aflagte tøj. De søger derfor sponsorater til indkøb af nyt tøj. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Dansk Boldspil-Union har blandt andet sat gang i projektet Get Movin', hvor der uddannes ambassadørkorps og undervises i klubber, skoler og SFO'er med fokus på kvindefodbolden. Der er dog ifølge Jakob Koed stadig brug for piger som i Vemmelev.

- Det betyder alt. Breddefodbolden eksisterer jo ikke uden de frivillige. Så hvis ikke der er nogen, der tager et initiativ, så sker der jo ikke noget.

I Vemmelev Boldklub har pigerne også en klar opfordring til andre, som har lyst til at starte deres eget fodboldhold.

- Det er bare at gøre det. Bare snak med dem, man kender i lokalområdet, for folk vil gerne være med. Det er jo fedt at være en del af et hold.


Nyhedsoverblik