Efter den tragiske ulykke på Storebæltsbroen, hvor otte mennesker mistede livet den 2. januar i år, undersøger Harvarikommisionen, hvad der kunne være årsag til ulykken.
I den forbindelse har de udstedt en orientering til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, som har fået styrelsen til at advare mod at benytte såkaldte lommevogne på godstog.
- I forbindelse med vores undersøgelse har vi vurderet, at selvom vognene er læsset korrekt, er der en risiko for, at de ikke er sikret, siger souschef Bo Haaning fra Havarikommissionen til TV 2.
Det er altså ikke årsagen, som man er kommet frem til, men blot en sikkerhedsmæssig risiko.
Trafikstyrelsen opfordrer godsoperatører til at udføre ekstra kontrol, når man sikrer låsemekanismen, når sættevogne monteres på godsvogne. Hos operatøren DB Cargo har man modtaget advarslen fra Trafikstyrelsen, og de agerer i overensstemmelse med kravet, siger de til TV 2.
Selskab indstiller kørsel med øltog
Side ulykken har DB Cargo valgt at indstille kørslen med de såkaldte øltog fra Carlsberg. Det oplyste selskabets kommunikationsdirektør, Jan Wildau, til DR Nyheder dagen efter ulykken.
- Vi kører ikke med det såkaldte øltog, mens vi er i fuld gang med at undersøge, hvad der er foregået.
- Når alle parter føler sig trygge ved, at vi kan genoptage kørslen, vil vi gøre det, lød det.
Havarikommissionen er i gang med at undersøge årsagen til den alvorlige ulykke. Det foreløbige bud fra dem er, at traileren blæste af godstoget fra DB Cargo, som var på vej fra København med blandt andet tom emballage fra Carlsberg. Det kan dog tage helt op mod et år, inden et endeligt resultat ligger klar.