Havde nær opgivet kampen - nu åbner ny købmand

En ny købmand har slået dørene op i de gamle brugslokaler i Svenstrup ved Korsør efter lang kamp mod detailgigant.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Peter Sonne har svært ved at få armene ned.

Fredag åbnede nemlig en ny købmand i Korsør-forstaden Svenstrup. Noget, han har kæmpet for siden den gamle Dagli’ Brugsen lukkede for næsten et år siden.

- Det er helt fantastisk, siger Peter Sonne, der er direktør for driftselskabet Butikshuset Svenstrup-Frølunde ApS, der har sørget for økonomien til den nye Spar-butik - en funktion, han varetager ganske frivilligt og ulønnet.

Kunderne strømmede til på åbningsdagen.
Kunderne strømmede til på åbningsdagen. Foto: Peter Sonne

Kæmpede mod detailgigant

Og det har været en lang, sej kamp at få en købmand tilbage.

Coop, der ejede bygningen, der husede den gamle Dagli’ Brugsen, var nemlig tunge at danse med for den borgergruppe, der ønskede at købe bygningerne fri fra Coop.

- Det virker lidt som en tabt kamp, lød det opgivende fra Peter Sonne tilbage i juli 2023.

Læs også
Lokale kæmper for at genoplive lokal købmand
Læs også
Lokale kæmper for at genoplive lokal købmand

Coop svarede nemlig ikke tilbage på de henvendelser, der kom fra borgergruppen, og da de så endelig gjorde, lød det, at prisen var en halv million højere, hvis lokalerne skulle bruges til dagligvarebutik og ikke andet erhverv.

Coop endte med at sælge bygningen til anden side. Den lokale entreprenør, HJ Huse, købte bygningen. Men det skulle vise sig at blive første skridt mod en ny købmand i Svenstrup.

- Til alt held hørte John fra HJ Huse til vores ambitioner om at få en dagligvarebutik. Han ville ikke stille sig i vejen for det, så vi satte os sammen og lavede en slagplan, siger Peter Sonne.

Stod i kø til åbning

Driftselskabet lejer sig derfor ind i HJ Huses ejendom, mens Dagrofa har stillet inventar og to købmænd til rådighed, der står for den daglige drift af den nye Spar-butik.

Efter at have knoklet med istandsættelse af den nye butik i løbet af efteråret og vinteren, lykkedes det så endelig at slå dørene op til første handelsdag den 9. februar.

Og det var med både repræsentanter for Dagrofa, Slagelse Kommunes borgmester, Knud Vincents (V) og så Peter Sonne selv, der holdt åbningstale.

Peter Sonne holdt tale ved åbningen af den nye Spar i Svenstrup.
Peter Sonne holdt tale ved åbningen af den nye Spar i Svenstrup. Foto: Privatfoto

- Det var overvældende. Allerede lidt efter klokken syv var der 50 mennesker, der bare stod klar, siger Peter Sonne. Selve åbningsseancen begyndte klokken otte.

- Jeg lagde ud med at fortælle om processen og takke dem, der havde været med og borgerne, som er andelshavere og sponsorer.

Tror på det

Da talerne var overstået, var mængden af forventningsfulde kunder nået op på omkring 200.

Og ifølge Peter Sonne var det bare toppen af isbjerget. For i løbet af dagen var der konstant kunder frem til lukketid.

- Der blev ved med at strømme kunder ind. Klokken 20.00, da vi lukkede, havde der ikke været nogen stille perioder. Selv Dagrofa var overraskede over opbakningen, siger Peter Sonne.

Spørgsmålet er imidlertid, om den store opbakning kan fortsætte. For manglen på kunder var det, der tog livet af den tidligere Dagli’ Brugsen, der lå på matriklen.

- Jeg tror på det. Butikken er vanvittig flot, og der er også et virkeligt godt sortiment til lave priser. Det var jo problemet med brugsen. Man kunne ikke få det hele, og priserne var højere end hos konkurrenterne, siger Peter Sonne.

Samtidig har han også en forventning om, at der blandt de omkring 500 andelshavere nok også er en god del stamkunder.

De knap 500 andelshavere, der har støttet projektet, har fået en særlig tak på et banner udenfor købmanden.
De knap 500 andelshavere, der har støttet projektet, har fået en særlig tak på et banner udenfor købmanden. Foto: Peter Sonne

Nyhedsoverblik