I dag afgøres det, om tre misbrugte søstre får kommunal erstatning

Østre Landsret afgør i dag, om Slagelse Kommune skal betale erstatning til tre søstre i misbrugssag. Dommen ventes at få betydning for andre sager.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mens gerningsmanden i en misbrugssag mod børn er blevet dømt, har det hidtil været uden omkostninger for kommunen ikke at gribe ind i tide.

I dag skal Østre Landsret afgøre, om Slagelse Kommune (tidligere Skælskør Kommune) kan stilles til ansvar for svigt af anbragte børn.

Tre søstre, der alle er i 20'erne, kræver hver 300.000 kroner i erstatning. De mener, at kommunen svigtede dem og ikke reagerede på advarsler om overgreb.

Dommen skal danne præcedens

Dommen forventes at få afgørende betydning for andre misbrugssager, understregede søstrenes advokat, Mads Krøger Pramming, ved et tidligere retsmøde.

Advokaten mener, at kommunen krænkede pigernes menneskerettigheder ved ikke at stoppe den nedværdigende behandling.

- Vidste eller burde Slagelse Kommune vide, at pigerne blev udsat for overgreb? Og gjorde de, hvad der med rimelighed kunne forventes af kommunen, spurgte han tidligere i retten.

Løbende underretninger til kommunen

Børnene var mellem fire og otte år, da de blev placeret i familieplejen i 1999. Her blev de udsat for vold og seksuelt misbrug.

I alt er der tale om fire søskende, men den ældste søster, der er handicappet, er ikke med i søgsmålet.

Der kom løbende underretninger til Skælskør Kommune, som først havde sagen, og senere til Slagelse Kommune.

I 2008 blev plejefaren dømt for at have haft samleje med to af søstrene, for vold og blufærdighedskrænkelser. Det kostede ham fem års fængsel.

Lignende sag på vej til Højesteret

Pigerne kom i pleje, efter at deres far i efteråret 1997 slog deres mor ihjel med en kniv og gravede hende ned. 

I en anden sag kræver to piger erstatning af Esbjerg Kommune for at have siddet advarsler om seksuelle krænkelser overhørig.

8. maj 2017 frifandt landsretten Esbjerg Kommune for at betale erstatning til ofrene, der nu har taget sagen til Højesteret.


Nyhedsoverblik