Lørdag fylder Sørby Esport deres 630 kvadratmeter store lokaler med esportsspillere og esportsentusiaster.
Vi vil gerne bidrage til at få esport til at gro
Fire hold dyster om titlen som det bedste danske kvindehold i spillet CS:GO.
Bag arrangementet står både Sørby Esport og Esport Danmark.
Hos Sørby Esport fortæller formand og medstifter, Mark Kristensen, at de er glade for have fået et så stort arrangement til byen.
- Det betyder rigtig meget. Vi vil gerne bidrage til at få esport til at gro, siger han.
Hvad er esport?
Esport er en forkortelse af elektronisk sport og betegner konkurrencer i computerspil.
Under konkurrencerne mødes spillerne fysisk.
Et af de mest populære spil at konkurrere i er computerspillet Counter-Strike: Global Offensive (CS:GO), som er et taktisk skydespil.
Kilde: Faktalink
Det er foreningens ambition, at eventet kan gøre esport mere attraktivt for piger og kvinder.
- Det er vigtigt, fordi gaming og esport har været omtalt som en drengesport, men pigerne skal også kunne komme her i foreningen og vise, hvor dygtige de er, siger han.
Det giver en god dynamik, når man blander kvindelige og mandelige spillere, mener formanden. Men ifølge Mark Kristensen skal kvinderne også have deres egne turneringer.
- Det er vigtigt, så sporten vokser, og der kan komme nye kvindelige rollemodeller, som kan få flere unge piger ud af deres værelser og ind i foreningerne.
Turneringer kun til piger
Han håber, at der vil komme piger og kvinder fra lokalområdet forbi - og måske blive inspireret til at starte til esport.
Hos Sørby Esport ser man allerede en positiv tendens i antallet af kvindelige medlemmer.
- Antallet af piger plejede at ligge på omkring ni til 12 procent af vores samlede medlemsantal, og i år tror jeg, vi kommer til at ligge på 15 til 16 procent. Vi vil gerne have flere piger til at komme, siger han.
Derfor er der kun kvindelige spillere med til dagens turnering.
Kampene finder sted mellem 12 og 19, og bliver vist på streamingssiden Twitch, hvor de kan ses på Sørby Esport og Astralis sider.
Spillerne er mellem 16 år og i slutningen af 20'erne. Lørdag har Sørby Esport udlånt én af deres topatleter til holdet Astralis, som er de regerende danmarksmestre.
Det er lokale Isabella Ferslev på 16 år. Hun er en dygtig spiller med et talent for at skyde og kaste granater, fortæller Mark Kristensen. Han mener, hun har en lovende fremtid indenfor CS:GO.
Hjemmebane giver trygge rammer
Selv synes hun, at det er fedt at få lov at spille så stor en turnering i Sørby. Og selvom hun dyster mod sine holdkammerater i Sørby Espory, føler hun stadig, hun drager nytte af de trygge rammer.
- Jeg føler, jeg har en hjemmebanefordel.
Isabella Ferslev har spillet CS:GO siden 2018 og har spillet for Sørby Esports i 2,5 år.
- Jeg kender både personalet og de piger, der er her. Så det er megahyggeligt at møde op og sige hej til folk igen, siger hun.
Derudover er det også en glædelighed for hende, at der ikke er langt at køre for hendes heppekor.
- Både mine forældre og nogle af mine venner er her. Jeg synes, det er meganice, at de støtter op om mig og har lyst til at bruge en hel dag på at se mig spille, siger hun.
Isabella Ferslev glæder sig især til at spille det nye Counter-Strike 2, der er kommet ud for 1,5 uge siden, og som derfor er nyt for alle spillerne. Det er første turnering med det nye spil på dansk jord.