Hver morgen, når Adrian skulle afsted, frygtede han, hvad der ventede henne i skolen.
- Jeg var bange for at komme i skole, for jeg vidste ikke hvem, der ville komme og smadre mig, fortæller han.
Jeg var bange for at komme i skole
Oplevelserne var voldsomme, og de satte sig i den 12-årige dreng.
- Jeg havde så dårlige følelser i kroppen, fordi folk kastede skrald efter mig. Der blev kastet stole efter mig, og jeg blev kvalt og blev smidt op ad vægge af 9.klasser, fortæller Adrian.
Stigende problem
Undersøgelser lavet af Børns Vilkår viser, at andelen af børn, der oplever mobning, er stigende.
Og for Adrian blev mobningen så massiv, at han var nødt til at skifte skole.
- Jeg var nødt til at komme væk, fordi der var så mange folk, der mobbede mig, og der var ikke nogen, der kunne lide mig, siger han.
Ny serie
I serien Vi er jo bare børn følger TV2 ØST livet blandt børnene på Julemærkehjemmet Skælskør tæt.
Du kan se hele serien på TV2 ØST PLAY.
De mange voldsomme oplevelser gav Adrian ubehagelige tanker.
- Når jeg oplever, at folk mobber mig, så får jeg sådan en tanke om at slå dem eller gøre sådan, at de ikke kan sige så meget mere, fortæller han.
Derfor var det også en lettelse at komme videre på en anden skole, hvor der ikke var de samme problemer.
- Jeg kom væk fra min gamle skole, og så et halvt år gik jeg på min nye skole. Der skal jeg blive ved med at gå, fortæller Adrian.
En ny tro på livet
Selvom Adrian har det godt på sin nye skole. Så havde han så mange ubehagelige oplevelser med sig, at hans klasselærer syntes, der skulle mere hjælp til.
Derfor blev det besluttet, at han skulle på et ophold på Julemærkehjemmet Skælskør.
- Det føles så godt at komme herned. Altså folk, der forstår en. Og folk, der synes, man er sød og rar, fortæller han.
Jeg drømmer om et liv, hvor jeg kan være mig selv
På julemærkehjemmet arbejder de med børn, der mistrives af forskellige årsager. Her finder børnene nye venner og får styrket selvtilliden.
- Jeg har fået nogle venner, de har virkelig taget mig igennem, da jeg var nede, og hjulpet mig op igen, fortæller Adrian.
- Det har virkelig været det bedste ophold med dem, siger han.
Opholdet på julemærkehjemmet har vist ham, hvordan livet kan være, når man er sammen med mennesker, man har noget til fælles med og holder af.
- Jeg drømmer om et liv, hvor jeg kan være mig selv, og hvor folk ikke sviner mig til.
- Og hvor folk siger, at ham der, han er en god guttermand. Han er rigtig god at snakke med, ligesom her på julemærkehjemmet, det er sådan et liv, jeg ønsker, siger Adrian.
I serien Vi er jo bare børn følger TV2 ØST børnenes liv på Julemærkehjemmet Skælskør tæt. Du kan se hele serien på TV2 ØST PLAY.
For at passe på de børn, der medvirker i serien, benytter TV2 ØST udelukkende deres fornavne. Adrians fulde navn er kendt af redaktionen.
Efter optagelserne af serien er afsluttet, er Adrian vendt tilbage til sin nye skole. Forstander for Julemærkehjemmet Skælskør, Carsten Salomon, fortæller, at Adrian fortsat oplever at være blevet taget godt imod på den nye skole.