På grænsen mellem Storebælt og Smålandsfarvandet – 45 minutters sejlads fra Stignæs – finder man Omø – en ø med 159 indbyggere, der netop har fået en ekstra god grund til at være stolte af deres hjemstavn.
For foran to øer i det vestdanske har Omø vundet konkurrencen som årets ø.
En af begrundelserne for denne ærefulde titel er øboernes kamp for at bevare en skole med blot seks elever.
- Jeg plejer at sige med et glimt i øjet – øboere er smukkest i modvind, siger Dorthe Winther, der er formand for Omø beboer- og grundejerforening.
For os er det vigtigt, at folk får øje på, at Omø er et fedt sted at bo og leve
Hun er meget glad for anerkendelsen.
- Og det er også det, der gør, tænker jeg, at vi kommer op på hesten igen, når vi føler os slået. Det har været en god oplevelse det her, men kampen fortsætter, påpeger hun.
Omø-boernes kamp for både lokal skole og købmand bliver hædret med 50.000 kroner - penge som ifølge formanden kan bruges på at fremme bosætningen.
Det er Marlene Nyvang Munk, eneste dagplejer på Omø, enig i. Udover arbejdet som dagplejer er hun også indehaver af den lille café og gårdbutik, Omø Hos Marlene.
- Man bliver nødt til at hjælpe hinanden, forklarer hun om at få livet til at fungere på Omø, siger hun og tilføjer:
- Og hvis der er et eller andet, så ringer man rundt, og så står folk der i løbet af fem minutter, siger hun.
Har reddet øens købmand
Marlene Nyvang Munk er tilflytter og har giftet sig til sin faste øbo-status – men hun er ikke i tvivl om, hvorfor øen har vundet titlen som årets ø.
- Folk gør sig umage, der er dejlig natur og stille ro – når man tager færgen, så er det Omø-tid.
Det er Forenet Kredit, Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd, der står bag den landsdækkende konkurrence. Foruden skolen bliver også bevarelsen af Omø købmandsbutik med kontokunde-ordning fremhævet som noget særligt af komiteen.
For kontokunde-ordningen sikrer balance i økonomien for forretningen, der udenfor turistsæsonen kun betjener øens beboere, fortæller Gitte Dam Gensmann, der er butiksassistent i Let-Køb på Omø.
- Rigtig mange har oprettet en konto. Den sætter de penge ind på, og kan dernæst bruge dem løbende. Men for os betyder det, at vi har fået økonomien ind allerede.
Komiteen fremhæver også bevarelse af skole, butik, hyppig færgedrift, og dige-sikring af kysterne. Men øboerne ved godt, at man ikke kommer sovende til succes.
Derfor bliver der også fundet på nye initiativer, som skal få det lokale erhvervsliv og turismen til at blomstre.
Senest et lokalt bryghus.
- Det var en idé, der blev født af nogle år tilbage lige før corona, af nogle ildsjæle som besluttede sig for, at øen Omø selvfølgelig skal have et bryggeri, siger Peter Bergsagel, Brygmester, Omø Bryghus.
Med titlen som årets ø følger også en kontant præmie på 50.000 kroner. Formanden for øens beboer og grundejerforening, Dorthe Winther, har allerede et bud på, hvordan de penge kan bruges på en god måde:
- For os er det vigtigt, at folk får øje på, at Omø er et fedt sted at bo og leve, og det vil vi gerne fortælle med nogle bosætningsfilm, som vi har overvejet, vi vil bruge nogle af pengene til, siger hun og tilføjer:
- Derudover vil vi gerne holde en fest, hvor vi fejrer, at det var os, der blev årets ø.
Omø vil officielt blive kåret den 10. juni 2023 ved en kåringsfest. Her overrækkes pris og præmie, af partnerskabet bag årets ø sammen med landdistriktsminister Louise Schack Elholm (V).