Forarbejdet har varet otte år, og det har kostet firmaet bag projektet 20 millioner kroner.
Nu bliver en storstilet plan om at bygge 45 vindmøller i farvandet mellem Omø og Lolland så sat i bero.
Det står klart, efter Energistyrelsen i sidste uge meldte ud, at farvandet kan blive udpeget til et såkaldt Natura 2000-område.
Vi er lidt overraskede over beslutningen
Firmaet bag planerne, European Energy, er irriterede over, at det skulle tage så lang tid for myndighederne ar komme med en udmelding om området.
- Vi er lidt overraskede over beslutningen, fordi vi loyalt har kommet med de ting, der skulle bruges i projektet, siger Knud Erik Andersen, der er direktør for European Energy.
45 vindmøller
Planen var at opføre 45 vindmøller på syv kilowatt inden 2024. Det svarer ifølge firmaet til 350.000 husstandes årlige forbrug af strøm.
Vindmøllerne i den kystnære vindmøllepark ville ifølge Energistyrelsen være så store, at de kunne ses fra øerne i smålandsfarvandet samt fra de omgivende kyster på Fyn, Langeland, Lolland og Sjælland.
Meldingen om udsættelsen kommer dog ikke af hensyn til udsigten fra kysterne, men som resultatet af forhandlinger mellem Danmark og EU om at gøre hele farvandet til Natura 2000 med særligt fokus på fuglebeskyttelse.
Den blå markering er området, der kan blive udpeget som fuglebeskyttelsesområde. Den røde markering viser området for de mulige vindmøller.
Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST
Længe undervejs
Allerede i 2016 blev området i en rapport af Aarhus Universitet udpeget til muligt fuglebeskyttelsesområde - men den beslutning blev først fremlagt for selskabet bag i foråret 2020, selvom drøfelserne mellem EU og regeringen har pågået i fire år.
Og det er noget, der vækker vrede.
- Det er ærgerligt, at vi af egen drift og for egne penge har udviklet et projekt, som, vi mener, er til samfundets nytte. Og så giver man os ikke den information, at man har et parallelt projekt, der kan stoppe hele arbejdet, siger Knud Erik Andersen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Han er samtidig ærgerlig over, at vindmølleparken kun fylder omkring to procent i hjørnet af det samlede område, som skal beskyttes. Man kunne således have skåret et lille hjørne af og stadig gennemføre planerne om et fuglebeskyttelsesområde, mener han.
Ornitologer glade
Hos Dansk Ornitologisk Forening er man dog glade for beslutningen.
En række dyrearter, som eksempelvis fløjlsænder og edderfulge, bruger nemlig området til at søge føde og rast, og her kunne bestandene blive ramt af planerne.
- Det skulle gerne være sådan, så ønsket om at klare både biodiversitetskrisen og klimakrisen ikke skal ske på en måde, så de to kommer til at spænde ben for hinanden, siger Hans Ulrik Skotte Møller, der er biolog og medlem af Dansk Ornitologisk Forening i Slagelse.
Det vides ikke, hvornår der træffes beslutning om, hvorvidt der skal oprettes et fuglebeskyttelsesområde i farvandet. I mellemtiden har European Energy sendt et brev til miljøminister Lea Wermelin (S) for at starte en dialog.