En 30-årig mand har fået en psykiatrisk behandlingsdom, efter han forsøgte at røve kiosken Spil og Vind i Korsør i februar sidste år.
Røveren er under tilsyn af Kriminalforsorgen, som sammen med en læge kan beslutte, hvis der er behov for, at han skal indlægges.
Gik til angreb med koben
Røveriforsøget den 23. februar 2018 vakte opsigt, fordi det lykkedes ejeren af kiosken, Lars Alring, at forsvare sig, da røveren trådte ind bevæbnet med en kniv og råbte til ejeren, at han skulle give ham kassebeholdningen.
Jeg tog bare fat i det nærmeste, jeg havde, og så sagde jeg til ham: <em>Du kan gå ud af min butik</em>. Jeg løftede kobenet for at vise, at jeg mente det
På butikkens overvågningsvideo kan man se, hvordan Lars Alring i stedet for at udlevere pengene greb et koben bag disken og løftede det truende mod røveren.
- Jeg tog bare fat i det nærmeste, jeg havde, og så sagde jeg til ham: Du kan gå ud af min butik. Jeg løftede kobenet for at vise, at jeg mente det. Men så valgte han alligevel at trække kniven frem og gå til angreb, fortalte kioskejeren dengang til TV2 ØST.
Artiklen fortsætter under billedet.
Lars Alring slog først røveren på armen for at få ham til at smide kniven, men da det ikke var nok, udviklede det sig til håndgemæng.
- Det var ligesom bare for at true ham ud af min butik. Det kunne jeg jo ikke gøre verbalt. Men hvis jeg ikke havde haft kobenet, var jeg nok gået på ham med de bare næver, fortalte han.
Modtog dommen
Den dengang 29-årige røver blev slået bevidstløs af kampen med Lars Alring og kobenet, men vågnede kort tid efter og vaklede ud af butikken. Derhjemme tilkaldte han en ambulance, og så kom politiet også på visit.
Manden blev anholdt og erkendte røveriforsøget – og han har altså nu fået sin dom, som han ifølge Sjællandske valgte at modtage.
Efter røveriforsøget blev kioskejer Lars Alring også sigtet i sagen, fordi han var gået til angreb med kobenet. Men efter en måned besluttede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at frafalde sigtelsen, fordi han havde handlet i nødværge.