Det står nu hævet over enhver tvivl, at det kød, medlemmerne af kogræsserforeningen i Korsør har spist, er forurenet af det stærkt sundhedsskadelige stof PFOS.
Nye prøver af kødet fra kalvene, der har græsset på engen ved Korsør Brandskole, viser nemlig høje niveauer af stoffet. Det oplyser Fødevarestyrelsen, der har foretaget yderligere tre prøver, efter en enkelt prøve i marts viste høje koncentrationer af PFOS.
Prøverne giver anledning til sundhedsmæssig bekymring
- Prøverne giver anledning til sundhedsmæssig bekymring, hedder det således i en meddelelse fra Fødevarestyrelsen, der anbefaler, at kødet ikke spises.
Prøven kommer i tillæg til den første prøve, som blev udtaget i marts, og som ligeledes viste høje koncentrationer af PFOS med 180 nanogram per gram kød.
- Indholdet af PFOS i de tre prøver af kalvekød er på henholdsvis 156, 189 og 230 nanogram per gram kød, skriver Fødevarestyrelsen i en meddelelse om de nye prøver og tilføjer:
- DTU Fødevareinstituttet har vurderet, at dette niveau i kød kan have en væsentlig sundhedsmæssig risiko, hvis man spiser det.
Artiklen fortsætter under grafikken
Professor: Der er ingen tvivl
Prøverne af kød er taget fra tre kalve fra den lokale Kogræsserforening ved Korsør Nor.
På baggrund af den første prøve fra marts sagde professor i miljømedicin Philippe Grandjean fra Syddansk Universitet dengang til TV2 ØST, at der var der tale om yderst alvorlig læsning.
- For mig at se er det ekstremt. Tallene er usandsynligt høje. Det, vi nu skal have afklaret hurtigst muligt, er, om de her tal er karakteristiske, eller om det er tilfældige prøver, der viste sig at være usædvanligt høje.
Siden har Fødevarestyrelsen så foretaget yderligere tre prøver, hvor af de to viser højere værdier end den første.
De mennesker, der har spist af kødet, er eksponeret
Dermed er der formentlig tale om et generelt problem og ikke bare en enkelt kalv fra engen, der har optaget PFOS, siger Tina Kold Jensen, der er professor ved Klinisk Farmakologi, Farmaci og Miljømedicin på Syddansk Universitet, i dag til TV2 ØST:
- Der er ikke nogen tvivl om, at når de andre tre prøver også er positive, så er det i kødet, og de mennesker, der har spist af kødet, er eksponeret.
Derfor er det også vigtigt, at de mennesker, der har spist af kødet, bliver tilbudt en helbredsundersøgelse, sådan som der nu er lagt op til, påpeger hun.
Skal begrænse amning
Fundet af PFOS i kalvekødet blev gjort efter, at SK Forsyning i starten af året målte forhøjede koncentrationer af stoffet på byens rensningsanlæg, hvorfra det sundhedsskadelige stof blev sporet tilbage til byens brandskole. Her anvendtes PFOS i brandslukningsskum i starten af nullerne, inden det blev forbudt at bruge i 2011.
Herfra er stoffet gennem tiden spredt til det omkringliggende miljø via regnvand og lokale vandløb, blandt andet gennem et regnvandsudløb til en nærliggende grøft, hvor den eng, som kogræsserlaugets kalve har gået på, ligger ned til.
Det har selvsagt skabt nervøsitet for medlemmerne af kogræsserlauget, at der blev fundet høje koncentrationer af det sundhedsskadelige stof i det kød, som foreningen har avlet.
Siden har borgerne kæmpet for at blive testet for stoffet, og i går kunne en af de borgere, der har spist af kødet fra de græssende kalve på engen ved Korsør Brandskole, fortælle, at hun har fået målt "moderat forhøjet" koncentration af PFOS i blodet.
Lægerne har på den baggrund anbefalet hende at stoppe amningen af hendes nyfødte barn allerede efter tre måneder.
Kvinden er blandt den første af borgerne, som har fået foretaget en blodprøve.
Foruden kødkvæget har Fødevarestyrelsen også foretaget prøver af grøntsager fra en nærliggende kolonihave – her har man ikke fundet PFOS – imens svar på prøver fra fisk i Korsør Nor afventes i midten af juni.