Kokkeelev er træt af fjernundervisning: - Man lærer ikke det samme

Kokkeelev Mathias Engmann mener ikke, fjernundervisning dur i kokkefaget. ZBC-direktør håber, erhvervsuddannelser er blandt de første, der genåbnes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Da Mathias Korfix Engmann blev færdig med niende klasse i sommer, vidste han godt, hvad han skulle efter sommerferien. Han kan godt lide at lave mad og har i flere sommerferier brugt en uge på at tage på madlavningsskole.

- Jeg har altid haft en interesse for det, fortæller han.

Det kan hans mor skrive under på. Hun husker, hvordan Mathias som lille kunne sidde stille i længere tid, hvis bare han fik en gryde og en grydeske i hænderne.

Derfor var det også nærmest skrevet på dåbsattesten, at Mathias Korfix Engmann fra Fjenneslev ved Sorø skulle starte på Kokke- og Tjenerskolen i Slagelse efter folkeskolen.

quote Kokkefaget handler meget om samarbejde, og det lærer man jo overhovedet ikke, når man bare står her selv

Mathias Korfix Engmann, kokkeelev, Fjenneslev

Men han nåede ikke at gå der i mange måneder, før han, og resten af skolen, blev sendt hjem til fjernundervisning den 9. december. Så nu står han i forældrenes køkken i Fjenneslev og hakker grøntsager.

Savner feedback på smagen

Selvom lærerne gør deres bedste, så synes Mathias Korfix Engmann ikke, at fjernundervisning er særlig smart i et praktisk fag som kokkefaget.

- Man mister lysten til at lave noget, når man er hjemsendt i forhold til, når man er oppe på skolen, og man lærer heller ikke det samme. Kokkefaget handler meget om samarbejde, og det lærer man jo overhovedet ikke, når man bare står her selv, siger den 17-årige kokkeelev.

Underviserne giver Mathias Korfix Engmann og de andre kokkeelever opgaver i form af opskrifter, de skal lave. Derefter skal de tage et foto og sende til underviserne.

- Det kan godt være, det ser rigtigt ud, men det kan jo være, man har kommet for meget af noget i, og så smager det ikke, som det skal smage. Det kan vi jo ikke få feedback på fra læreren, så det er rimelig svært at lave mad hjemme i forhold til oppe på skolen, fortæller han.

Mathias Korfix Engmann skal lave mad derhjemme ud fra opskrifter, hans undervisere sender til eleverne.
Mathias Korfix Engmann skal lave mad derhjemme ud fra opskrifter, hans undervisere sender til eleverne. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

ZBC: Erhvervsuddannelser bør være blandt de første, der genåbnes

Onsdag forlængede regeringen de nuværende coronarestriktioner til 7. februar og det er ikke mange, der tror, at den dato holder.

Men når smittetallene engang arter sig, så bør erhvervsuddannelserne stå langt fremme i køen til en genåbning. Det mener uddannelsesdirektør for erhvervsuddannelserne på ZBC, Glenny Hansen.

quote Vi skal gøre en ekstra indsats for eleverne, og vi håber selvfølgelig, at vi nok skal indhente det tabte

Glenny Hansen, uddannelsesdirektør, ZBC

- Jeg håber, man kigger på, at vi har nogle uddannelser, der er rigtig praktiske og virkelig kræver noget værkstedsundervisning, hvis vi skal lave dygtige faglærte.

Han synes, at både undervisere og elever klarer den nuværende nedlukning godt, og for nogle uddannelser er der også masser af teori, som man godt kan undervise i virtuelt. 

- Men det får den konsekvens, at vi skal gøre en ekstra indsats for eleverne, og vi håber selvfølgelig, at vi nok skal indhente det tabte. Det så vi jo i foråret, hvor vi lukkede ned, at vi fik indhentet det meste, da vi kom ind på skolerne igen, så det håber vi jo, vi kan igen, men det afhænger af, hvor længe der går, før vi kan lave fysisk undervisning igen, siger Glenny Hansen.

Erhvervsuddannelser bør ligge langt fremme i køen til genåbning, mener Glenny Hansen, som er uddannelsesdirektør for erhvervsuddannelserne på ZBC.
Erhvervsuddannelser bør ligge langt fremme i køen til genåbning, mener Glenny Hansen, som er uddannelsesdirektør for erhvervsuddannelserne på ZBC. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Venstre presser på for genåbningsplan

Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, som er kommet med deres bud på en genåbning. Her bliver 0.-4.-klasserne prioriteret højest, mens barer og værtshuse prioriteres lavest. Erhvervsuddannelserne hører til den store midtergruppe sammen med andre uddannelser, kulturliv, forretninger mm.

I næste uge skal rapporten fremlægges for partierne, og Venstre presser på for, at regeringen får lavet en genåbningsplan.

- Så man har en langsigtet plan for, at når man igen kan åbne lidt op, så bliver det på den her måde, sådan så man også som elev kan se: nåh, om 14 dage, så ser det ud som om, vi er tilbage i skole. Det giver håb, siger Stén Knuth (V), som er næstformand i folketingets Børne- og Undervisningsudvalg.

Venstre presser på for at få regeringen til at lave en langsigtet genåbningsplan. Det fortæller Stén Knuth (V), som er næstformand i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg
Venstre presser på for at få regeringen til at lave en langsigtet genåbningsplan. Det fortæller Stén Knuth (V), som er næstformand i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Stod det til Mathias Korfix Engmann, så genåbnede erhvervsuddannelserne med det samme. Selvom han har respekt for coronapandemien, så synes han, der blev taget mange forholdsregler på skolen inden nedlukningen: De bar mundbind, borde blev ofte sprittet af, der blev holdt afstand.

- Man lærer jo ikke det samme, når man er herhjemme. Man mister noget fagligt, det gør man helt sikkert.


Nyhedsoverblik