Kræftramt 21-årig blogger om sit liv med kemo

Clara Tams fra Slagelse har siden maj været i behandling for brystkræft. For at skabe opmærksomhed om sygdommen har hun lavet en blog.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere end 4.000 kvinder rammes hvert år af brystkræft i Danmark.

De fleste er over 60 år, og kun ganske få er under 30.

En af dem er 21-årige Clara Tams fra Slagelse.

Blogger om kræften

Siden maj har hun været i behandling for brystkræft, og ved siden af de mange behandlinger har hun lavet en blog.

lavendelblomsten.com skriver hun om livet som ungt menneske med kræft under parolen ’For ung til kræft’.

Idéen til bloggen opstod, fordi hun selv havde svært ved at finde oplysninger om sin sygdom på nettet.

- Jeg tænkte: Hvorfor har vi ikke snakket om det noget før? Det rammer jo så mange kvinder i Danmark, siger Clara Tams.

Nøgent ar

I begyndelsen skrev Clara Tams primært om praktiske ting, men efterhånden har bloggen udviklet sig til også at indeholde hendes inderste tanker og intime detaljer.

For en måned siden lagde hun et billede op, hvor man kan se arret efter den operation, der fjernede hendes højre bryst.

Og selv om det måske kan være grænseoverskridende, er det vigtigt for Clara Tams at få et budskab ud.

- Sådan ser jeg ud nu. Det er vigtigt at vise folk, at sådan kan man også være kvinde, siger hun.  

Billedet her har Clara Tams lagt på sin blog. Hun vil gerne vise, hvordan man også kan se ud som kvinde.
Billedet her har Clara Tams lagt på sin blog. Hun vil gerne vise, hvordan man også kan se ud som kvinde. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

 Blev sendt hjem

Selv om Clara Tams er blevet ramt af en voldsom sygdom, er der ikke bitterhed at spore hos den 21-årige kvinde.

Ikke engang selv om hun blev sendt hjem, da hun i første omgang henvendte sig til sin læge om den knude, hun kunne mærke i brystet.  

- Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle tænke på det. Jeg er egentlig for ung til at få brystkræft, så det skulle jeg ikke være bekymret for. Efter nytår i år begynder jeg at få rigtigt ondt, og knuden vokser, og så tænker jeg, at der er et eller andet, som ikke skal være der, fortæller Clara Tams.  

Og det var der. Da Clara Tams kom til læge igen, var der kræft i begge bryster og i lymferne under den ene armhule. Men Clara Tams er ikke bitter.

- Der er ikke så meget at gøre. Jeg er egentlig ikke ked af det mere. Selv om jeg fik konstateret brystkræft, så er jeg faktisk blevet gladere, end jeg overhovedet har været før – det er helt vildt. Det har gjort så meget godt for mig også. Det har gjort mig til et stærkere, gladere menneske, siger hun. 


Nyhedsoverblik