Før en beruset og skæv polsk bilist i sensommeren med stor hastighed kørte op bag i en bil ved betalingsanlægget på Storebælt, havde han under cirka 50 kilometers kørsel flere gange udsat andre for livsfare.
Det hævder anklagemyndigheden i den kommende straffesag.
Mindst syv personer kom ved forskellige situationer i livsfare, påstås det i anklageskriftet, som Ritzau har fået udleveret en kopi af.
61-årig kvinde døde
Påkørslen ved betalingsanlægget ved Korsør om formiddagen 27. august blev fatal.
Bilen foran kørte meget langsomt i venten på, at bommen gik op. En 61-årig kvinde fra Randers, der var passager i bilen, fik så svære kvæstelser, at hun to dage efter afgik ved døden.
I detaljer beskriver anklageskriftet, hvordan bilisten forinden på motorvejen flere gange kørte vildt og hidsigt. Andre bilister måtte bremse op eller dreje for at undgå påkørsel.
Siden dødsulykken har den 32-årige siddet varetægtsfængslet i et arresthus.
Han har - mener anklagemyndigheden - under særligt skærpende omstændigheder været årsag til kvindens død.
Vil konfiskere to biler
Kravet er fængsel på mere end fire år ved den kommende nævningesag, der skal afgøres af Retten i Næstved.
Den sensommerdag begik manden såkaldt vanvidskørsel, hævdes det. Men ikke bare bilen, han kørte over Storebælt i, står han til at miste.
Også en anden bil, som han i september 2021 drønede rundt i fra Løsning til Vejle, skal konfiskeres, lyder kravet.