På et pressemøde onsdag kunne Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyse, at den 32-årige mand, der er sigtet for at bortføre og voldtage en pige fra Sydvestsjælland, nu også er sigtet i to andre sager.
En 13-årig pige blev bortført den 15. april, efter hun var ude at dele aviser ud i området omkring Kirkerup syd for Slagelse.
Efter lidt over et døgns massiv efterforskning blev pigen fundet i live på en adresse nær Korsør. På samme adresse blev den 32-årige mand anholdt.
Den 32-årige mand er nu også sigtet for frihedsberøvelse, voldtægt og drab på Emilie Meng samt sigtet for trusler med kniv, forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt mod en efterskoleelev fra Sorø.
Følg med på livebloggen herunder.
Live: Nyt om efterforskning af 32-årig
Sorø Gymnastikefterskole samler eleverne
- Tilbage i november 2022, var en af vores elever udsat for overfald på skolens område. Vi er netop blevet bekendt med, at der er rejst sigtelse mod en 32-årig mand i sagen fra Kirkerup, sagen om Emilie Meng og overfaldet på vores elev.
Sådan skriver Sorø Efterskole på Facebook. De fortsætter:
- Vi har siden november være påvirket af overfaldet og mange elever har været utrygge ved at bevæge sig alene rundt i området. Vi har løbende haft samtaler med flere elever, som har haft behov for at vende de tanker, der er opstået i forbindelse med overfaldet.
Efter nyheden om, at der er rejst sigtelse mod den 32-årige mand, samlede vi hurtigt alle eleverne for at informere dem. Vi er rystet, men også lettet over, at der er skred i sagen. Eleverne har fået at vide, at det er helt normalt med en eller anden følelsesmæssig reaktion, i forbindelse med sigtelsen. Reaktionerne er forskellige og vi vil naturligvis give eleverne ekstra mulighed for at tale med en voksen. Elevernes forældre er ligeledes informeret om sigtelsen.
Vi vil som altid have nærvær og sammenhold i højsæde for elever og personale. Vores tanker går til pigen og hendes familie, derudover til de berørte i sagerne fra Kirkerup og Emilie Meng.