Der bliver sparket masser af indersideafleveringer og øvet tæmninger i den lokale fodboldklub Slagelse IK, der ligger ved Ringparken i Slagelse.
Boligområdet er dog ikke som de fleste andre. Ringparken er at finde på regeringens ghettoliste og har været der siden 2010.
TV2 ØST sætter i disse dage fokus på livet i de boligområder i regionen, der figurerer på regeringens ghettoliste.
Jeg elsker at arbejde med unge mennesker, vejlede og guide dem til at komme på en anden sti
Og der er flere grunde til, at Ringparken er på ghettolisen. Det skyldes blandt andet, at en stor andel, 57 procent, af beboerne er indvandrere og efterkommere fra ikke vestlige lande, 41 procent står udenfor arbejdsmarkedet eller er uden uddannelse og to procent har en plet på straffeattesten.
Det er dog ikke alle, der kan genkende billedet af ghettoen. Ringparken er meget mere.
- Regeringens måde at definere en ghetto på er, at hvis der er for mange på kontanthjælp, der er for mange på overførselsindkomst eller får uddannelseshjælp, hvor fanden skulle man ellers være henne, siger Lars Bergstrøm, der er frivillig træner i Slagelse IK.
Holder unge væk fra gaden
Lars Bergstrøm arbejder til dagligt i en tryk- og printvirksomhed, men i sin fritid arbejder han frivilligt med Ringparkens unge.
- Jeg elsker frivilligt arbejde. Jeg elsker at arbejde med unge mennesker, vejlede og guide dem til at komme på en anden sti, de kan gå på, siger Lars Bergstrøm.
Han er overbevist om, at arbejdet og træningen i den lokale fodboldklub, er med til at gøre en stor forskel.
- Det er det sociale, det kan give dem. Det kan give dem noget sammenhold, en bredere viden om, at det ikke kun ballade, der er det sjove. Da jeg var ung, var det danskerne, man var efter. Det var os, der var ballademagerne, siger Lars Bergstrøm.
Bestyrelsesmedlem Ufuk Aydemir i Slagelse Idræts Klub er enig.
- Man giver dem et alternativ til at gå rundt og kede sig og ende de forkerte steder. Dannelsen starter, helt fra de er små, og det er vigtigt, at man går ind og giver dem nogle positive værdier, som de kan fortsætte med. Værdierne kommer til at være fundamentet for dem, siger Ufuk Aydemir.
Passion for fodbold
Fælles for de mange medlemmer i Slagels Idræts Klub er, at de alle har en store interesse for fodbold. Nogle unge spiller med, mens andre er blevet hjælpetrænere.
- Det sjoveste ved at træne dem er at se deres glæde og deres passion for fodbold. De har masser af energi fra start til slut, siger Zakaria Ali.
Koral Erdogan på 11 år er en af de mange der flittigt træner med, og for ham gør fodbolden en stor forskel.
- Jeg har masser af venner blandt mine naboer, skoler, og så synes jeg bare, det er sjovt at spille med dem, siger Koral Erdogan.
Slagelse IK vandt desuden konkurrencen ”Fantastiske Fællesskaber” i december foran 57 andre foreninger i regionen. De vandt 100.000 kroner til klubben for deres arbejde med børn på tværs af kultur og religion.