To mænd fra Slagelse har på det seneste haft held med at franarre ældre borgere deres kreditkort og personlige oplysninger, men det er der nu formentlig blevet sat en stopper for.
Torsdag eftermiddag anholdt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i hvert fald to mænd på 34 og 41 år, som nu er sigtet for bedrageri mod ældre borgere i Slagelse.
Så sent som onsdag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse fra en 76-årig kvinde i Slagelse.
Det er min klare opfattelse, at de anholdte har flere forhold på samvittigheden
Hun blev ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra Nets. Manden fortalte, at der var hævet 10.000 kroner fra kvindens konto, og at han derfor skulle have hendes kontooplysninger, så han kunne spærre kontoen.
Under samtalen ringede det på døren hos kvinden. Her stod en anden mand, der sagde, at han var fra Nets og var kommet for at hente hendes hævekort. Det fik han sammen med koden og gik igen.
Med tilsvarende fremgangsmåde har de to nu anholdte mænd franarret flere ældre borgere deres kreditkort og personlige oplysninger, som de efterfølgende har benyttet til at hæve penge.
På baggrund af flere anmeldelser iværksatte politiet en intens efterforskning, som torsdag eftermiddag førte til anholdelsen af de to mænd.
- De to mænd sigtes for adskillige sager om grov udnyttelse af ældre borgeres tillid til ansatte inden for bankverdenen. Den tillid har de anholdte groft misbrugt for at opnå en økonomisk vinding på andres bekostning, siger politikommissær Rune Nilsson, der er leder af økonomisk efterforskning, i en pressemeddelelse.
Stjal omkring 50.000 kroner
Rune Nilsson oplyser til TV2 ØST, at der foreløbigt er opgjort syv forhold, hvor de to mænd samlet har franarret borgerne omkring 50.000 kroner.
- Men vi forventer, at vores efterforskning vil føre til at sigte de anholdte for yderligere forhold i nær fremtid. Det er min klare opfattelse, at de anholdte har flere forhold på samvittigheden, siger Rune Nilsson.
I forbindelse med gårsdagens anholdelser har politiet ransaget flere adresser i Slagelse.
De anholdte fremstilles fredag klokken 11.00 i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved i dag. Her skal en dommer vurdere, om der er grundlag for at varetægtsfængsle mændende.
Rune Nilsson minder borgerne om at tage sig i agt for personer, der udgiver sig for at være fra banken.
- Uanset hvor troværdig en person i telefonen lyder, så vil en ægte bankrådgiver eller anden i samme funktion aldrig bede om at få dit kreditkort, pinkode eller personlige oplysninger udleveret. Man bør derfor aldrig udlevere sådanne oplysninger til nogen, man ikke kender, siger han.