Mens de fleste har brugt sommeren på at holde fri og slappe af, så har Magnus Rosendahl den seneste måned trænet intenst i at lave mad.
For om få dage pakker han knive og kokkejakke i kufferten og rejser til Kazan i Rusland, hvor han skal deltage i den prestigefyldte konkurrence – VM i Skills.
- Der er 46 andre deltagere, så der er mange, der har hver deres ting at vise og hver deres måde at arbejde på og hver deres forståelse af opgaverne, så det vil 100 procent blive en hård konkurrence, siger Magnus Rosendahl.
Konkurrence for unge håndværkere
World Skills er for unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse eller netop har afsluttet en. Her stiller 19-årige Magnus Rosendahl op som kok fra Kokke- og Tjenerskolen ZBC i Slagelse. Til dagligt er han i lære på Kokkeriet i København, som har en michelinstjerne.
Ved VM i Skills skal han imponere dommerne med fire forskellige retter på fire dage. Han kan øve sig i det meste, men hovedingredienserne er endnu ukendte.
- Vi ved ikke, hvad for noget kød vi får til hovedretten, og vi ved ikke, hvilken fisk vi får til en anden ret. Til desserten får vi noget frugt og nogle nødder, som vi heller ikke ved, hvad er, siger Magnus Rosendahl.
Artiklen fortsætter under billedet.
Stor vinderchance
Magnus Rosendahl har tidligere vundet både DM og Nordisk Mesterskab for kokkeelever. Ved VM i Skills ser han asiaterne som sine største konkurrenter, og derfor skal alle detaljer sidde lige i skabet, hvis han skal vinde i Rusland.
På sidelinjen har han to erfarne trænere, og de tror på en sejr til Danmark.
- Han præsterer godt, og han præsterer godt under pres. Den her konkurrence ligger godt til ham, fordi der bliver lagt vægt på, hvordan han arbejder og på hygiejne. Der er han ekstrem skarp, siger Kristian Nissen, der er lærer og træner på Kokke- og Tjenerskolen ZBC.
Hemmelig opskrift på at uddanne prisvindere
De seneste år har elever fra Kokke- og Tjenerskolen i Slagelse har haft god statistik for at vinde diverse konkurrencer for kokkelever.
- Vi har vundet DM for kokkelever de seneste fire år, og så har vi vundet Skills Denmark de seneste to år, og de sidste tre, der har været til World Skills, har været herfra, siger Kristian Nissen.
Selv håber Magnus Rosendahl på en plads i top 10.
Udover Magnus Rosendahl deltager også to andre kandidater fra regionen. Her er tale om 20-årige Caroline Amalie Flyvenring Andersen, der stiller op som konditor, samt bygningssnedkeren Steffen Slott Jørgensen.
World Skills finder sted den 22. august til den 27. august.