Region Sjællands udvalg for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø har mandag aften besluttet, at der skal etableres et PFAS-testcenter ved Korsør Brandskole.
Og placeringen er nøje valgt. Grunden er meget forurenet med de sundhedsskadelige stoffer PFAS herunder blandt andet det fluorholdige stof PFOS. Og netop derfor er den ifølge udvalgsformanden Bruno Jerup ideel som testgrund.
- Den er på mange måder en ideel beliggenhed, da den har konkret faktuel materiale, man kan teste og forske i, siger han.
Test af ny teknologi
Formanden oplyser, at brandstationens placering på en bakketop gør, at når det regner og vandet skylles ud fra bakketoppen, så bliver det skyllet ned på omkringliggende enge, hvor køerne har græsset.
- Forureningen har derfor spredt sig ret meget, siger Bruno Jerup.
I foråret 2021 blev der konstateret omfattende forurening med det fluorholdige stof PFOS fra brandskolens område. Kemikaliet, der har været brugt i brandskum frem til 2011, har spredt sig til både en nærliggende kolonihave og en nærliggende eng.
Formålet med testgrunden er at give private aktører og vidensinstitutioner mulighed for afprøvning af ny teknologi til oprensning af PFAS.
Det tiende testcenter
Ifølge Bruno Jerup skal testgrunden etableres i samarbejde med Slagelse Kommune. Han håber på, at samarbejdet vil kunne tages til et nationalt plan.
- Vi er nødt til også at få diskussionen op på nationalt plan igen, så vi får lavet en national handlingsplan, hvor vi får de juridiske og økonomiske rammer ved det her afklaret, siger han.
Der er i forvejen ni testgrunde i Danmark, hvor der testes oprensningsmetoder til jord- og grundvandsforurening. Testgrundene er typisk forurenet med opløsningsmidler, tungmetaler eller pesticider, men der er endnu ikke et testcenter til PFAS, oplyser Bruno Jerup efter endt udvalgsmøde.
Hvis alt går som ønsket, forventer udvalget i Region Sjælland, at testcenteret kan være klar i begyndelsen af 2023.