Mens Stevns Klint i disse dage kan sole sig af at have fået en plads på Unescos prestigefyldte liste over verdens naturarv, så går man spændt og venter på Unescos besøg på Vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse, oplyser P4 Sjælland.
Vikingeborgen har nemlig søgt om optagelse på Unescos Verdensarvliste - der tæller steder som Pyramiderne i Giza og Den Kinesiske Mur.
I september får Trelleborg besøg af en delegation fra Unesco, og allerede nu er forberedelserne i gang, fortæller museumsinspektør Anne-Christine Larsen fra Sydvestsjællands Museum.
Hun håber at Trelleborg så i juni 2015 kan få det blå stempel og komme på Verdensarvlisten.
- Det ville være helt unikt. Man kommer op i limousine-klassen, når man er et kulturhistorisk monument. Det betyder meget at have det blå stempel, siger Anne-Christine Larsen til P4 Sjælland.
Afgørelse næste år
Og allerede nu er forberedelserne til besøget i september i gang, fortæller museumsinspektøren:
- Vi skal være rigtig godt forberedt i forhold til de spørgsmål, de stiller. Det er vigtigt at formidle monumentet på en fornuftig måde, siger .
Ansøgningen fra Trelleborg sker sammen med de jyske vikingeborge Fyrkat og Aggersborg, samt de fineste vikingesteder i Norge, Island, Letland og Tyskland.
En samlet ansøgning på 400 sider, som blev sendt af sted i januar.
Efter besøget i september, må vikingeborgene væbne sig med tålmodighed. For det bliver først i juni næste år, at Trelleborg får den endelige besked fra Unesco om vikingeborgen er optaget på den fine Verdensarvliste.