Det har varet i over 14 dage, men nu pakker politiet den ellers omfattende eftersøgning væk fra offentlig skue.
Politiet har ellers arbejdet i næsten døgndrift med tung bemanding, siden de første gang fik tippet om et begravet, dødt spædbarn ved Lystanlægget i Slagelse.
- Arbejdet med vores politihunde, politifolk og dykkere, er afsluttet. Det betyder, at vores synlige del af efterforskningen er afsluttet, fortæller politiinspektør Kim Kliver til TV2 ØST.
Hvis der er nogen, der ligger inde med oplysninger, der kan bringe os nærmere kvinden, så kan man med fordel række ud til myndighederne
Men bare fordi dykkere og hundene er pakket væk, betyder det ikke, at arbejdet er færdigt.
- Arbejdet fortsætter på politigården blandt de efterforskere, der er på sagen, fortæller politiinspektøren.
Brev i postkassen
Den 16. november fik politiet et tip om, at der kunne være begravet et spædbarn i Lystanlægget i Slagelse.
Det tip kom eftersigende fra en person, der havde tippet Sjællandske Medier ved at lægge et et håndskrevet brev i avisens postkasse.
- Avisen henvender sig til politiet, og herefter har vi jo taget hånd om det. Selve indholdet kan vi ikke komme ind på, fordi der er særligt hensyn til at beskytte de oplysninger, fortæller Kim Kliver til TV2 ØST.
Brevet, som Sjællandske modtog, var et sammenfoldet stykke A4-papir, der var skrevet i hånden.
I brevet stod der angiveligt, at der ligger et barn begravet i anlægget, og der er også en dato for, hvornår barnet blev født, skriver Sjællandske.
Mystisk kvinde
I brevet indgik der også oplysninger om en kvinde, som politiet endnu ikke har fået identificeret. Og den kvinde vil politiet gerne have kontakt til.
- Hvis der er nogen, der ligger inde med oplysninger, der kan bringe os nærmere kvinden, så kan man med fordel række ud til myndighederne - vi ønsker at få afsluttet denne her sag, fortæller Kim Kliver.
Politiet ønsker ikke at offentliggøre, hvad der helt specifikt står i brevet.
- Jeg vil også anbefale, at det ikke bliver offentliggjort, fordi det indgår i vores politiefterforskning. Og det skal beskyttes som en del af vores politiefterforskning, da der er særlige hensyn at tage, fortæller Kim Kliver.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 1-1-4.