H.K.H. Kronprinsesse Mary lytter opmærksomt til Niels Zachos historie om at komme ud af sit misbrug.
- Man kan ikke være bedstefar med en flaske i hånden, og jeg vil helst ikke være den slags bedstefar, der skal overvåges, når man er sammen med sit barnebarn, fortæller Niels Zacho fra Slagelse.
De er ikke sådan nogle stivstikkere, som mange går og tror.
Igennem 40 år har han levet et liv med alkohol- og hashmisbrug. Et misbrug, han nu er ude af, fordi han er blevet bedstefar og skal være det igen til april.
Kronprinsessen møder ham i Korsør i starten af oktober i forbindelse med en rundtur med det sociale initiativ Social Drive Out, som netop har vundet Kronprinsparrets Sociale Pris. Mødet mellem dem dem blev foreviget af DR og vist som en del af prisoverrækkelsen.
- Det samler os i det mindste en dag om ugen, så man lige får en kop kaffe og en bolle i stedet for alkohol, forklarer Niels Zacho om den sociale indsats.
Hjælper med alle slags problematikker
Han er et af de mennesker, som er blevet hjulpet af Social Drive Out. Et KFUM-tiltag, som han og mange andre har stor gavn af.
- Det er vidunderligt. Mange, der ellers ikke talte sammen, taler sammen nu. Jeg har aldrig mødt så meget hjerterum, som jeg har mødt i KFUM-regi, siger Niels Zacho.
Projektmedarbejder Søren Carsten Krainer forklarer Kronprinsessen, at de kommer ud hver mandag med sandwich og kaffe, hvor de hjælper flere mænd.
- Nogle har et misbrug, andre har ikke. Vi hjælper dem, hvis de har nogle problematikker, med at føre dem videre til for eksempel den kommunale tandlæge, læge, vacciner eller hvad end, de har brug for at få støtte til.
Ensomheden er stor
Social Drive Out er en landsdækkende indsats under KFUM's Sociale Arbejde, som startede i 2020 som en akut indsats under coronapandemien.
- Selvom coronakrisen er ovre, og hverdagen for de fleste igen er normal, er ensomhed desværre stigende i vores ydreområder. Områder, hvor hjælpen eller kontakten til andre ikke altid er lige rundt om hjørnet, lød det i Kronprinsessens tale under et tv-show på DR lørdag.
KFUM’s Sociale Arbejde er en af landets ældste sociale organisationer med mere end hundrede års socialt arbejde bag sig.
Indsatsen er særligt målrettet voksne i udsatte positioner, der lever i yderområder med begrænset eller intet netværk.
Der køres ud til 87 faste stoppesteder i landet, hvor de frivillige møder omkring 700 mennesker.
Vandt pris for at være modig og innovativ
Her i landsdelen er der afdelinger i Slagelse Kommune, hvor der er fem faste stoppesteder, og Stevns Kommune, hvor der er tre steder.
Udover faste stoppesteder tager Social Drive Out også ud på særlige "grusvejsture", hvor de besøger isolerede mennesker i deres eget hjem.
- Den sociale pris gives til Social Drive Out for at være et eksempel på en modig og innovativ omstilling i socialt arbejde. De viser, at vi kan nå mennesker i ensomhed og udsatte positioner ved at styrke lokale fællesskaber og insistere på at møde mennesker der, hvor de er og lever. De viser, at der er en vej tilbage til fællesskabet, sagde Kronprinsessen i sin tale.
Kronprinsparret uddeler hvert år priser til ekstraordinære indsatser og præstationer inden for kunst og kultur samt socialt arbejde.
Besøg af minister
Mandag gæstede minister for landdistrikter Louise Schack Elholm (V) så også Korsør for at få et indblik i det sociale arbejde.
- Både som kirkeminister og minister for landdistrikterne er det her utrolig relevant, fordi det her jo er diakoni i landdistrikterne, og det viser, hvad man kan ved at skabe sociale fællesskaber ved at stille sig selv til rådighed for udsatte borgere i lokalområdet, forklarer Louise Schack Elholm til TV2 ØST.
Ministeren arbejder lige nu på et Landdistriktsudspil, som kommer i starten af det nye år, hvor et af fokuspunkterne netop er, at der er mange udsatte og mange på overførselsindkomst i landdistrikterne
Dagens besøg har ifølge ministeren givet anledning til inspiration til udspillet.
- Jeg synes, at det er en rigtig god indsats, de leverer. Det er utrolig vigtigt, at man rent faktisk tænker på tværs og finder ud af, hvordan man danner de her sociale relationer. Det her kan være en måde, hvorpå man får nedbrudt nogle grænser og lærer hinanden at kende og får stoppet ensomheden, siger hun.
Mødte Kronprinsessen igen
Mødet med Kronprinsessen står tilbage som et stort øjeblik for Niels Zacho, som også var med på scenen ved lørdagens store prisshow.
- Det var jo en oplevelse uden lige, og i lørdags kunne hun huske mig. Hun sagde: 'Davs Niels. Hvordan går det? Hvordan går det med din datter og maven?'
- Hun er virkelig et hjertevarmt menneske, og det er Kronprinsen også. Det er dejligt, at de kan møde befolkningen frit. De er ikke sådan nogle stivstikkere, som mange går og tror, tilføjer han.