I dag fik det omfattende boligområde Kvægtorvet i Slagelse dets første beboere.
- Jeg har været væk i 12 år. Nu ville jeg gerne tilbage til min fødeby, udtaler June Damgaard, ny beboer i Kvægtorvet, mens hun står i sin nye lejlighed.
Hun har fået hjælp af sin søster til at flytte ind i de spritnye boliger.
Vi er alle sammen nye fra starten af. Så der er ikke nogen dagsorden for hvordan tingene skal være
Søsteren kom med traileren med møbler kort efter at June Damgaard havde været til indflytningssyn klokken 12.00 i dag.
Kvægtorvet bygges på de arealer, som tidligere har huset gasværk, fabrikker og et stort slagteri.
De første 38 familieboliger er nu færdigbyggede og altså klar til udlejning.
Mange boliger centralt i byen
Det er PFA Ejendomme, som er bygherre på projektet, og der er udsigt til 324 boliger til både familier og unge.
- Det er pænt mange boliger her i området. Det er også markant, fordi det ligger så centralt i byen, siger Peter Voergaard, som er development manager hos DEAS Asset Management.
Foruden de 324 boliger, bygger PFA Ejendomme sammen med OK-Fonden desuden 32 seniorboliger, et seniorbofællesskab med 30 boliger og fælleshus samt et friplejehjem med 75 plejeboliger.
June Damgaard forventer, at de nye mange beboere får en hel del med hinanden at gøre.
- Fællesskab tænker jeg, at der bliver rigtig meget af. Vi er alle sammen nye fra starten af. Så der er ikke nogen dagsorden for hvordan tingene skal være. Det tiltaler mig, udtaler June Damgaard.
Samtlige boliger i Kvægtorvet forventes at være færdigbygget til sommeren i 2024.