En 60-årig mand fra Slagelse-egnen har i snart to måneder siddet varetægtsfængslet. Han er sigtet for adskillige gange at have overtrådt det tilhold, som forbyder ham at tage kontakt til en 14-årig dreng, som manden tilbage i 2019 blev dømt for at have krænket seksuelt.
Men det viser sig nu, at manden trods fængslingen ifølge anklageren har begået en ny overtrædelse af straffeloven. Det kom frem onsdag eftermiddag, hvor anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi præsenterede yderligere et punkt i sigtelsen mod manden under et grundlovsforhør i Retten i Næstved.
Det er begået over for en medindsat i fængslet, imens den sigtede har siddet varetægtsfængslet
- Vi har sigtet den sigtede for endnu en overtrædelse af straffeloven, i dette tilfælde blufærdighedskrænkelse. Det er begået over for en medindsat i fængslet, imens den sigtede har siddet varetægtsfængslet i Slagelse Arrest, forklarer anklagerfuldmægtig Katrine Hansen fra Sydsjællands og Lolland-Falster Politi.
- Jeg kan ikke komme det nærmere på nuværende tidspunkt, fordi der er tale om en verserende sag.
Dommeren besluttede på denne baggrund at imødekomme anklagers argumentation for en fortsat varetægtsfængsling af manden frem til den 6. april.
- Der skal ske en fortsat varetægtsfængsling i den her sag, og det var retten sådan set enig med mig i. På fri fod er der en risiko for, at den sigtede vil fortsætte med at overtræde sit tilhold og fortsætte med at begå lovovertrædelser, siger Katrine Hansen, der betegner mandens overtrædelse af tilholdet mod drengen som en grov overtrædelse.
- Det er også derfor, man mener, han fortsat skal sidde varetægtsfængslet, fordi der er en begrundet mistanke om, at man i sidste ende vil få en staf, som overstiger de her to måneders fængsel.
Gemte breve under pude
På dagens retsmøde redegjorde anklageren for det nye forhold i sagen.
Ifølge anklageren har den 60-årige mand krænket en medindsats blufærdighed ved blandt andet have efterladt breve under den medindsattes hovedpude i hans fængselscelle.
Her skal manden blandt andet have skrevet: Jeg ved godt, hvad du trænger til. Men jeg tør ikke skrive det her og: Du trænger til at få noget fræk massage.
Derudover skal manden også have efterladt penge til sin medindsatte.
Den sigtede erkendte, at han har skrevet brevene og efterladt penge. Men han mener ikke, at han har opført sig krænkende.
Den medindsatte har også forklaret, at den 60-årige mand har fulgt efter ham i arresten, og at han har holdt øje med ham, mens han trænede.
Heller ikke det kunne den 60-årige mand genkende, forklarede han på dagens retsmøde.
Han mente derimod, at de to havde været venner, men at den 38-årige mand havde vendt ham ryggen, da han fandt ud af, hvad den 60-årige mand sad varetægtsfængslet for.
Ifølge anklagemyndigheden er man nu klar med et anklageskrift i sagen og afventer, at retten sætter dato for retssagen.
Lokalsamfund i frygt
Som TV2 ØST i samarbejde med TV 2 tidligere har kunnet fortælle, har manden skabt frygt i det lokalsamfund nær Slagelse, hvor han bor.
Den 60-årige mand blev i 2019 idømt ni måneders fængsel for at have krænket en 11-årig dreng seksuelt og for at være i besiddelse af børnepornografi.
Mens drengen og hans familie befandt sig i en følelsesmæssig sårbar situation, lykkedes det manden at opbygge en nær relation til drengen. En relation, der fik et brat ophør, da manden i foråret 2019 udsatte drengen for et seksuelt overgreb.
Siden har manden haft forbud mod at opsøge drengen. Men det har ikke stoppet manden, der efterfølgende både er idømt en bøde og senere 30 dages fængsel for at tage kontakt til sit tidligere offer trods tilhold, der forbyder det.
VIDEO: Se eller gense videoen med manden, der gentagende gange opsøger en nu 14-årig dreng trods tilhold.
Efter at TV2 ØST i starten af januar kunne fortælle historien om mandens ageren i lokalområdet, skred politiet den 13. januar 2022 til anholdelse af manden.
Nægter sig skyldig
Dagen efter, fredag den 14. januar, kom det frem under et grundlovsforhør i Retten i Næstved, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har sigtet manden for 11 forhold, hvor han har overtrådt tilhold mod en 14-årig dreng.
Den 60-årige mand nægter sig skyldig i alle forhold.
Manden er blandt andet sigtet for at smide poser med slik, muslingeskaller og penge ind i haven til drengens hus og i et sommerhus, hvor drengen befandt sig.
Retten besluttede på denne baggrund at varetægtsfængsle manden i fire uger.
Varetægtsfængslingen blev forlænget 9. februar med yderligere fire uger, hvilket dommeren begrundede med, at der fortsat var risiko for, at den sigtede kunne påvirke sagens yngre vidner.
Anklageren i sagen fremhævede på grundlovsforhøret den 9. februar, at man er ved at lave en mentalundersøgelse af den 60-årige.
Samtidig blev der i den forbindelse ikke gjort opdagelser, der svækker mistanken mod manden. De mange sigtelser viser samtidig, at han kan tænkes igen at overtræde de tilhold, som der er imod, at han kontakter den 14-årige dreng.
Samtidig var der en risiko for gentagelsestilfælde, fordi der var så mange sigtelser i sagen, sagde dommeren.