Tidligere i år fik 19-årige Jesper Holt fra Slagelse et brev fra sin udlejer, Slagelse Boligselskab, hvor der stod, at han var bagud med sin husleje og havde 14 dage til at få den betalt.
Huslejeoverførslen var ikke gået igennem, men var røget tilbage på hans konto, og han havde nået at bruge pengene, inden fejlen gik op for ham.
- Nu lever jeg for en lærlingeløn, og det er jo ikke ligefrem fordi, det er mange penge, når man bor alene. Så jeg kunne ikke bare hive de penge hjem hurtigt, fortæller han.
I brevet stod der også, at han kunne få hjælp hos Økonomirådgivningen. Et gratis tilbud til alle beboere i de fem boligselskaber i Slagelse, Skælskør, Korsør og Kalundborg.
Jesper besluttede sig for at tage kontakt, selvom det ikke var helt nemt for ham.
- Jeg synes, økonomi er utrolig pinligt at snakke om med andre. Så jeg skulle lige ud af min comfort zone, da jeg skulle ringe og få hjælp, fortæller han.
Et svært emne at snakke om
I den anden ende af røret sad Jakob Holmgaard Larsen, der er økonomisk rådgiver i Økonomirådgivningen, som årligt hjælper omkring 220 af boligselskabernes beboere i Slagelse, Skælskør, Korsør og Kalundborg.
Med hjælp fra Jakob Holmgaard Larsen fik Jesper lavet en afdragsordning med Slagelse Boligselskab.
Herefter hjalp Jakob Holmgaard Larsen også den 19-årige tømrerlærling med at lave et budget og en plan for hans privatøkonomi, så han ikke endte i samme situation igen.
- Det var rart at få hjælp af en, der har forstand på unge og deres økonomi. Det er ikke lige alle, der er så gode til det, siger Jesper Holt.
Det var heller ikke et område, han selv var vant til at tale med andre om.
- Jeg synes, det er svært at snakke om, hvis man for eksempel skylder penge. Ikke fordi jeg skyldte mange penge, men det var noget, jeg gerne ville holde for mig selv, fortæller han.
Overblik giver ro
Efter tre måneder kom der styr på Jespers økonomi, og han har ikke været i rådgivningen siden. Men han bruger stadig den rådgivning, han fik, hver dag.
- Jeg holder mig til det budget, vi lavede, og jeg lytter meget efter, hvad Jakob har sagt, jeg skal være opmærksom på. Jeg bruger for eksempel ikke penge, jeg ikke har, fordi der lige kommer ekstra ind, fortæller Jesper Holt.
Det har betydet, at der er kommet en helt anden ro på Jespers økonomi og sind.
- Jeg har penge til hele måneden nu i stedet for kun at have til starten og midten af måneden, fordi jeg følger det budget.
- Det giver meget ro, at man har et par hundrede kroner til overs i slutningen af måneden i stedet for at skulle ud at spare alle mulige steder, fortæller han.
Har fået øjnene op for privatøkonomi
Inflationen gør lige nu et mærkbart indhug i Jespers lærlingeløn, men hans økonomi hænger fortsat sammen.
- Jeg kan godt mærke prisstigningerne på madvarer, fordi mit budget ikke rækker helt så langt, som det gjorde, dengang jeg fik hjælp, men det er ikke slemt, siger han.
Rådgivningen har nemlig gjort Jesper mere opmærksom på, hvordan han kan spare og få tingene til at løbe rundt i det daglige.
- Jeg handler stort ind i starten af måneden, så jeg har ting, jeg kan putte i fryseren, så jeg har til sidst på måneden og ikke skal ud at låne pengene af venner og familie, fortæller han og fortsætter:
- I stedet for at købe det, der står først for i supermarkedet, så går jeg over til tilbudshylderne. Hvis der er pålæg, der kan holde sig til næste dag, så fryser jeg det ned, og på den måde synes jeg, det har hjulpet meget at få øjnene op for, at der er steder, man kan spare.
Burde være på skoleskemaet
Rådgivningsforløbet har givet Jesper en viden, han ville ønske, han havde fået langt tidligere.
- Jeg ville ønske, at man lærte noget mere om det i for eksempel matematik i folkeskolen, eller at man blev tilbudt et møde med en rådgiver, når man flytter i lejlighed, for at se, om man i virkeligheden har råd til at sidde i den, siger han.
Økonomirådgivningen har eksisteret siden 2013 og startede som et projekt, der skulle bremse et stigende antal af udsættelser i Slagelse kommune.
Projektet var dengang finansieret af satspuljemidler. Da satspuljemidlerne udløb, var antallet af udsættelser faldet og under landsgennemsnittet.
Boligselskaberne besluttede herefter selv at finansiere økonomirådgivningen fremadrettet. Du kan læse mere om Økonomirådgivningen her.