Slagelse Sygehus' akutafdeling har modtaget to påbud af Arbejdstilsynet efter flere besøg i marts 2022.
Det fremgår af en aktindsigt, som mediet DK Nyt har fået adgang til.
I påbuddene fremgår det, at lægesekretærerne og plejepersonalet er i risiko for sygdom på grund af en for travl hverdag med stort arbejdspres.
Samtidig fremgår det, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så de høje arbejdskrav ikke forringer medarbejdernes sundhed og sikkerhed.
- Der er en række udfordringer, og der er så travlt på en akutafdeling som den her. Så vi kan godt delvist genkende det billede, der bliver tegnet, siger Christian Jørgensen, ledende oversygeplejerske på Slagelse Sygehus akutafdeling om påbuddene.
Ikke sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt
Arbejdstilsynet vurderer, at lægesekretærernes arbejde på akutafdelingen ikke er tilrettelagt, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. De understreger, at de ansatte er i risiko for, at arbejdet har konsekvenser for deres fysiske og psykiske sundhed.
- De (lægesekretærerne) står meget i skrænten og modtager henvendelser fra kriseramte pårørende og patienter, og de står meget på traumestuerne. Det gør jo, at vi er nødt til at kigge ind i at få dem rustet godt nok til at kunne modstå de her udfordringer, de står med, siger Christian Jørgensen.
I påbuddet om plejepersonalets forhold lægger Arbejdstilsynet ifølge DK Nyt vægt på den ekstreme travlhed, som de ansatte arbejder under.
Vi gør alt, hvad vi kan for at have fokus på trivsel.
Der er blandt andet ikke tid til at varetage plejeopgaver som bleskift, at få patienterne ud af sengen, dokumentere korrekt, samt at der er opstået en hård tone på afdelingen på baggrund af travlheden og det store arbejdspres.
- Vi passer bestemt på vores medarbejdere, og jeg vil gerne understrege, at der ikke er en leder, der går på arbejde for at gøre vores medarbejdere syge. Vi gør alt, hvad vi kan for at have fokus på trivsel, og det gør vi ved at have fokus på det gode arbejdsmiljø, siger Christian Jørgensen.
Der bliver arbejdet med trivslen og arbejdsmiljøet i medarbejdersamarbejdsudvalget og i TRIO-grupper, som er et samarbejde mellem ledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.
Ubesatte stillinger er genbesat
Det er ikke første gang, at der har været udfordringer med arbejdsmiljøet på Slagelse Sygehus akutafdeling.
I maj 2019 fortalte TV2 ØST, at 21 sygeplejersker forlod akutafdelingen på grund af dårligt arbejdsmiljø og fare for patienterne. Udover sygeplejersker forlod to social- og sundhedsassistenter deres job i de første måneder af 2019.
Det er jo med til at løse mange af de udfordringer, vi har siddet med, fordi nu kan vi bedre få organiseret os.
Ifølge Christian Jørgensen skyldes mange af udfordringerne i dag, at der har manglet personale, men det seneste år har de fået genbesat ubesatte stillinger. Siden januar er der ansat mellem 23 og 25 sygeplejersker, og der har kun været et par opsigelser ifølge den ledende oversygeplejerske.
- Nu kan vi kigge ind i vores egen måde at organisere os på. Hvordan vi kan få arbejdet tilrettelagt på en bedre måde, så vi kan få pauserne fordelt bedre, og vi kan få afviklet frokost og alt det, der nu skal til på en almindelig arbejdsplads, siger Christian Jørgensen.
Vil ændre arbejdsgange
For at komme i mål med de to påbud fra besøgene i marts vil akutafdelingen prøve at rykke rundt på ressourcer og omorganisere arbejdet.
Derudover vil de ifølge Christian Jørgensen fokusere på fortsat at rekruttere medarbejdere og samtidig bruge endnu mere krudt på at uddanne og lave kompetenceudvikling af medarbejdere, så de er klædt på til arbejdet.
Han understreger dog, at der altid vil være udfordringer i en afdeling med så omskiftelig en hverdag som den, der er på Slagelse Sygehus akutafdeling.
- Vi skal nok komme i mål, men vi er ikke i mål endnu, fordi det også handler meget om kultur, og det handler også meget om at få organiseret os på en anden måde, og det skal vi også lige se effekten af.
Ifølge Christian Jørgensen kan opgaven løses med det budget, som de har.
Sygehusets akutafdeling skal reagere på påbuddene for lægesekretærerne senest 8. oktober 2022 og påbuddet for plejepersonalet 15. januar 2023.