PFOS-ofre tilbydes psykologhjælp: - Det er fantastisk

Region Sjælland vil fra mandag den 30. august tilbyde psykologhjælp til de berørte i PFOS-sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nu er der ekstra hjælp at hente til dem, der er berørte i PFOS-sagen. Fra mandag gør Region Sjælland det nemlig muligt for de implicerede at få hjælp hos en psykolog.

- Borgerne går med en usikkerhed, og som et led i det, har vi valgt at sige, at i den her usikre situation, der kan man nu snakke med en psykolog, hvis man har brug for det, siger Heino Knudsen (S), der er formand for Region Sjælland.

quote Det er jo sådan noget, der bygger sig op over tid. Jeg kunne mærke på mig selv, og hørte fra andre, at nu var bægeret ved at være fyldt

Kenneth Nielsen, formand for kogræsserforeningen i Korsør

Lige nu er der gang i et forskningsprojekt, der skal undersøge om man kan bruge kolesterolsænkende medicin til at få PFOS hurtigere ud af kroppen.

- Vi håber, at den behandling hjælper, men vi ved det ikke. Det er en svær situation også på den psykiske bane, og derfor har vi valgt at supplere med psykolog-samtaler. Det kan være individuelle samtaler eller som familie, lyder det fra regionsrådsformanden.

Formand glæder sig over tiltaget

Fredag, for en uge siden, holdt formanden for kogræsserforeningen i Korsør, personale på Holbæk Sygehus og regionsrådsformanden et møde. Det var her psykologhjælp til de ramte kom på tale.

- Vi er ikke fysisk syge, så det er den mentale del, vi går og bokser med. Det var i den anledning, at jeg nævnte det for regionsrådsformanden, siger Kenneth Nielsen, der er formand for kogræsserforeningen.

Han glæder sig over, at der på ganske kort tid er blevet stablet et tilbud på benene.

- Jeg synes, det er fantastisk!

Kenneth Nielsen fortæller, at han og medlemmerne først nu mærker, at de har brug for professionel hjælp.

Læs også
PFOS-ofre får erstatning for kasseret kød
Læs også
PFOS-ofre får erstatning for kasseret kød

- Det er jo sådan noget, der bygger  sig op over tid. Jeg kunne mærke på mig selv, og hørte fra andre, at nu var bægeret ved at være fyldt.

- Hele processen har været en belastning på det mentale. Først fik vi ikke hjælp, så fik vi hjælp og taget blodprøver, og så kom der svar efter 2,5 måned. Nu har vi fået svar og nogle har fået nogle forfærdelige tal, så der bliver lagt sten i kurven, som man skal bære rundt på, siger Kenneth Nielsen. 

De berørte borgere vil få direkte besked om muligheden for at tale med en psykolog.  

Den 19. juli bragte TV2 ØST historien om, at også brandfolk vil testes for PFOS i kroppen


Nyhedsoverblik