Politi advarer mod ukrudtsbrændere - skyld i flere brande på få dage

Fredag eftermiddag var en ukrudtsbrænder skyld i en brand ved Søfartsstyrelsen i Korsør. De seneste dage har ukrudtsbrændere været skyld i flere brande. Derfor opfordrer politiet til forsigtighed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En ukrudtsbrænder har fredag eftermiddag antændt en brand i en bunke med paller, plastik og glasfiber hos Søfartsstyrelsen på Møllevangen i Korsør.

Det fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Branden nåede at brede sig til et hegn og et mindre haveskur, inden brandvæsnet nåede at slukke ilden. 

- Branden i haveskuret startede på grund af varmestrålerne, men vi var der, så vi fik hurtigt slukket den, fortæller indsatsleder hos Slagelse Brand og Redning Per Eilertsen.

Læs også
Ukrudtsbrændere var skyld i 400 brande sidste år
Læs også
Ukrudtsbrændere var skyld i 400 brande sidste år

Det var en mand, der havde været i gang med en ukrudtsbrænder tidligere på dagen, og det har formentligt startet branden. Og han er ikke været den eneste, som de seneste dage har været uheldig med ukrudtsbrænderen. 

- Det er generelt tørt, det har ikke regnet i lang tid, siger Per Eilertsen og tilføjer:

- Når man bruger åben ild, skal man altid gøre det med omtanke. Jeg ved, at nogle bruger en vandkande, som slukker eventuelle gløder, efter man har brugt en ukrudtsbrænder. 

Manden bliver sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen.

Ikke den første 

I sendeområdets to politikredse er der de seneste dage opstået flere brande, som er startet af ukrudtsbrændere. 

- Man kan kun henstille til, at folk tænker sig om, når de bruger de ukrudtsbrændere. Især når de bruger dem ved højlys dag, for det kan være svært at se, hvor lang flammen er, og hvor meget den tager fat. Selvom man tror, man har god afstand, skal der ikke meget varme til, før den breder sig, siger Lars Denholt, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Brande opstået på grund af ukrudtsbrændere:

  • 16. april:
    I Væggerløse satte en 73-årig mand ved et uheld ild til sit udhus med en ukrudtsbrænder

  • 20. april:
    I en have på Lundsgårdsvej i Sorø var en ukrudtsbrænder skyld i, der gik ild i en høj hæk.

  • 21. april:
    En brand i Tølløse. Her gik der ild i en hæk i forbindelse med brug af en ukrudtsbrænder.

    I Næstved opstod der brand i en motorcykelforretnings facade efter brug af en ukrudtsbrænder. 

  • 22. april:
    Hos Søfartsstyrelsen på Lilleøvej i Korsør var ukrudtsbrænderen skyld i, at der gik ild i paller, plastik og glasfiber.


Kilde: Døgnrapporterne fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Midt- og Vestsjællands Politi.


Alene torsdag opstod der to brande. 

Den første var i Tølløse torsdag eftermiddag, hvor der gik ild i en hæk i forbindelse med brug af en ukrudtsbrænder. Ilden blev hurtigt slukket med hjælp fra handlekraftige naboer med en vandslange

Den anden brand opstod i Næstved i løbet af aftenen, hvor en motorcykelforretnings facade brændte, efter at der var blevet brugt en ukrudtsbrænder i nærheden.

Læs også
Motorcykelforretning i flammer
Læs også
Motorcykelforretning i flammer

Ingen kom til skade. 

I begge tilfælde er en person blevet sigtet for overtrædelse af beredskabsloven om uforsigtighed med ild i forbindelse med brug af ukrudtsbrænder. Man kan modtage en bøde på mellem 1500 og 3000 kroner alt efter omfanget af skaderne. 



Nyhedsoverblik