Sent lørdag aften rykkede flere betjente og hundepatruljer talstærkt ud til boligområdet Motalavej i Korsør, hvor to større grupperinger sloges.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Vi kender ikke årsagen til slagsmålet
- Klokken 20.59 får vi en anmeldelse om uro og uorden på Motalavej, og det viser sig at være to større grupperinger, der er i slagsmål derude, siger Anders Dahl, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Billeder fra stedet viser, hvordan flere betjente står ned langs selve Motalavej på begge sider af vejen og forsøger at skabe ro over situationen mellem boligblokkene.
- Vi får opløst slagsmålet, og efterfølgende er vi synligt til stede i området for at skabe tryghed blandt borgerne, og der har ikke været noget siden, siger Anders Dahl.
Søger vidner i sagen
Ingen personer er ifølge politiet kommet noget til ved slagsmålet, og der er heller ikke blevet anholdt nogen efter episoden. Derfor har politiet atter forladt boligområdet.
- Men vi er jævnligt på Motalavej, siger Anders Dahl.
Artiklen fortsætter under billedet.
Politiet kender endnu ikke årsagen til masseslagsmålet, og politiet kan ikke oplyse, hvor mange personer der var involveret i slagsmålet lørdag aften.
- Vi kender ikke årsagen til slagsmålet, men det er selvfølgelig noget, som vi forsøger at klarlægge, siger Anders Dahl.
Derfor vil politiet gerne i kontakt med eventuelle vidner, som kan hjælpe med at finde årsagen til slagsmålet.
- Vi er selvfølgelig altid interesseret i at høre fra folk, der kan ligge inde med oplysninger, lyder det fra vagtchefen.
Politiinspektør: - Roen er genoprettet
Boligområdet har den seneste tid være plaget af uroligheder, hvilket fik politiet til at indføre en visitationszonen omkring Motalavej den 18. juni, efter der opstod et større masseslagsmål, hvor mellem 20 og 30 primært unge personer deltog.
Der er helt roligt på Motalavej
Inden for en visitationszone kan politiet visitere folk efter våben uden at have foretaget en sigtelse først og uden at have en begrundet mistanke om, at vedkommende er i besiddelse af våben.
I samme uge blev en 17-årig stukket ung mand i brystet med en kniv under et lignende slagsmål. En 16-årig dreng sidder varetægtsfængslet i sagen, hvor han er sigtet for drabsforsøg.
Tilbage i marts blev der affyret skud mod en lejlighed i en boligblok på Motalavej. I den sag sidder en mor og en søn fængslet. Politiet har tidligere udtalt, at de i efterforskningen ser på, hvorvidt der kan være en sammenhæng mellem de episoder.
Artiklen fortsætter under videoen.
Visitationszonen blev sidenhen forlænget, fordi politiet på daværende tidspunkt vurderede, at konflikten i området stadig var aktiv. Men den 9. juli valgte politiet at ophæve visitationszone.
- Der er helt roligt på Motalavej, sagde Peter Compen, der er fungerende politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, dengang til TV2 ØST.
- Vi mener, at det, at vi har indført visitationszone, har medført, at roen er genoprettet, og at der er den nødvendige ro og tryghed på Motalavej nu, så der er ikke grundlag for at fortsætte, tilføjede han.
Folk skal ikke være utrygge
Det er søndag formiddag usikkert, hvorvidt politiet genopretter visitationszonen i boligområdet.
- Det tror jeg overhovedet ikke, at der er taget stilling til endnu, siger Anders Dahl.
- Nu er vi synligt til stede igen i området i dag, og så ser vi, hvad der skal til, siger politiinspektør Kim Kliver.
Overvejer I at genoprette visitationszone i området?
- Vi følger hele tiden situationen tæt, og vi bruger naturligvis de værktøjer, som vi skynder er nødvendige, svarer Kim Kliver.
Lørdagens slagsmål mellem de to grupperinger skal dog ikke få folk i område til at føle sig utrygge.
- Der har været roligt i området hele natten, og borgerne kan bestemt være trygge, siger Anders Dahl.
Hvis man har oplysninger om episoden lørdag aften, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.