Lørdag aften er der fortsat tæt trafik og kødannelse omkring og på Storebæltsforbindelsen i begge retninger. Det oplyser Sund og Bælt på Twitter.
- Kør forsigtigt og hold afstand.
Den forlænget rejsetid er op til to timer, fremgår det af Vejdirektoratets hjemmeside.
Tidligere på dagen var der næsten 15 kilometers kø fra Sjælland mod Fyn - og en anden kø på omkring seks kilometers længde fra Fyn mod Sjælland.
Det var realiteten, efter Storebæltsbroen lørdag var helt lukket i fire timer, og dernæst kun åben i ét spor i hver retning.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skyldes lukningen på Storebælt en redningsaktion på broen.
I forbindelse med aktionen er der tidligere set en helikopter i undersøge havet omkring højbroen på Storebælt - og lørdag eftermiddag arbejder Marinehjemmeværnsfartøjet MHV 801 Aldebaren i farvandet, ligesom fartøjets gummibåd også er indsat.
På broen arbejder der også fortsat politifolk.
Op til 15 kilometers kø
Broen lukkede klokken 09.12 lørdag formiddag, og først klokken 13.00 blev der åbnet op for broen i ét spor i hver retning.
Her blev det også oplyst, at politiet stadig arbejder på broen.
Selvom der blev åbnet i ét spor, så fortsatte køen dog med at vokse på Sjællandssiden, hvor køen til sidstomkring klokken 15 nåede næsten helt til Slagelse, ifølge trafiktjenesten Google Maps Trafik. Da var den næsten 15 kilometer lang.
Mens DSBs tog kørte uden problemer, så stod trafikken i køerne stille i timevis, og der er meldinger om både boldspil og hundeluftning på motorvejen undervejs.
Flere gange måtte biler køre til siden, når udrykningskøretøjer skulle igennem køerne. Eksempelvis kørte tre fejeblade igennem køerne fra Fynssiden af forbindelsen.
Ifølge Ritzaus Bureau har lukningen af broen - ud over at skabe lange køer - også betydet, at flere sportsarrangementer i 1. division måtte aflyses.
Blandt andet blev en kamp i 1. division mellem Hillerød og Hobro aflyst, og i Herre Håndbold Ligaen blev en kamp mellem Sønderjyske og Nordsjælland udskudt, efter alt at dømme til klokken 17.30 eller klokken 18.00.
Hvornår køen præcist er afviklet, er uvist, men ifølge Vejdirektoratet vil det ske i løbet af aftenen.
TV2 ØST har hele dagen forsøgt at få en kommentar Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, men dette har ikke været muligt.