Politiet er massivt til stede nær Korsør

Politiet er massivt til stede i Svenstrup tæt ved Korsør søndag eftermiddag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
OPDATERING
Clock17. apr 2023, kl. 19:30
Tidligere bragte vi fornavnet på den 13-årige i denne artikel. Vi har efterfølgende valgt at fjerne det af hensyn til hende og familien.

20-25 politibiler er søndag eftermiddag at se i et villakvarter i Svenstrup tæt ved Korsør. Det sker, efter at en 13-årig pige tidligere søndag eftermiddag blev fundet ved en politiaktion efter at have været forsvundet i over et døgn.

Det oplyser øjenvidner til TV2 ØST.

Politiet har ikke bekræftet, at der er tale om den adresse, hvorfra den 13-årige blev frigivet - men naboer har fortalt, hvordan de var ved at gøre klar til at se politiets annoncerede pressemøde, da politiet pludselig rykkede ind i stort tal.

Pressemødet blev kort efter udskudt - men da det blev gennemført med knap et kvarters forsinkelse kunne politiet bekræfte, at den 13-årige pige blev fundet ved en politiaktion kort før klokken 15.00 søndag. 

Hun var ifølge politiet ved bevidsthed, da hun blev fundet - men de har ikke ønsket at komme med yderligere informationer om hendes tilstand.

VIDEO: Her kan du se hele pressemødet, hvor det kom frem, at den 13-årige var fundet i live.

Midt i villakvarter

Politiindsatsen søndag eftermiddag finder sted i et lidt ældre villakvarter i byen, et stykke fra byens centrum - og de mange politibiler fylder godt op på den smalle villavej.

På stedet er set en række ledende betjente fra politikredsen - blandt andet lederen af politikredsens hundesektion og lederen af færdselssektionen, der organiserer blandt andet politikredsens motorcykelbetjente.

Læs også
13-årig fundet i live - 32-årig mand anholdt
Læs også
13-årig fundet i live - 32-årig mand anholdt

Der er set en række af politi-teknikernes biler - og desuden er der en kommandovogn på stedet. Den er indrettet med specialudstyr, så den kan bruges som kommandocentral for de mange betjente i området. 

Politiet flyver med en drone på stedet - ligesom Beredskabsstyrelsen er ankommet, ligeledes med en drone.

Villavejen er afspærret over en distance på 30 meter - og de mange politivogne holder på begge sider af vejen. Der er også indsat hundepatruljer, og mange civile køretøjer er også ankommet til stedet.

Ifølge øjenvidner ser det ud til, at politifolkene vil være på stedet mange timer endnu.


Nyhedsoverblik