Højre spor i begge retninger på Storebæltsbroen blev fredag aften spærret, og det afstedkom en del tæt trafik.
Det var politiet, der spærrede sporene, fordi det russiske, flydende atomkraftværk skulle passere.
Det oplyser Københavns Politi til TV ØST.
- Politiet har som myndighed en opgave her og følger med denne her transport, og skal sikre den fri passage, og der har vi lavet denne her ekstra foranstaltning, siger Lars Krabbe, politikommissær hos Københavns Politi, som står for pressehenvendelser i forbindelse med det russiske atomkraftværks passage gennem Storebælt.
Skal sikre fri passage
Politiet var sparsomme med oplysninger om afspærrringen, men Lars Krabbe forklarede fredaf aften, at det var for at begrænse passagen.
- Der er ikke grund til at tro, at nogen vil forhindre det her, men vi har lavet sådan en ekstra foranstaltning, så passagen er begrænset i perioden, indtil denne her transport har forladt området derude, siger Lars Krabbe.
Så det er for at forhindre, hvis nogen har onde hensigter?
- Vi er tilstede, fordi vi er en myndighed og skal sikre fri passage af det her skib, så det er derfor, vi er der.
Men er det fordi, I har mistanke til, at nogen ville forhindre det?
- Nej, det har vi ikke. Vi har ikke grund til at tro, at nogen vil forhindre det. Vi har bare lavet denne her ekstra foranstaltning.
Kan godt køre forbi i bil
Men man kan stadig godt passere i bil på broen?
- Jo, det kan man sagtens. Vi har bare sørget for, at man ikke kan passere helt så frit, som man plejer, og det er så den ekstra foranstaltning, vi har gjort.
Hvad kan man forvente som bilist? Hvordan er tidsperspektivet?
- Det er med en vis usikkerhed, så det vil jeg ikke begive mig ud i, siger Lars Krabbe og tilføjer, at der er tæt trafik.
- Nu er det fredag, så der kan godt være noget trafik, siger han.
I følger transporten fra land, men er I også tilstede til vands?
- Vi følger den transport, det er det, jeg kan sige.
Ifølge vagtholdslederen hos Forsvarets Operationscenter forløber passagen af Storebælt til vands planmæssigt fredag aften, og Forsvarets patruljeskibe forventer at følge det flydende atomkraftværk helt til Skagen.