Politiinspektør: Vis respekt over for familien

Politiet mener, at man skal overlade efterforskningsarbejdet i Emilie Meng-sagen til politiet, især i respekt for familien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lad politiet klare efterforskningen. Så klar er udmeldingen fredag fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, efter det er kommet frem, at flere private har startet deres egen efterforskning efter Emilie Meng.

- Vi har set nogle tiltag som har peget på private initiativer, der har overskredet det, man vil kalde en naturlig interesse for at hjælpe en åben eftersøgning. Det er gået over til at ligne en rigtig eftersøgning. Men det er kun politiet, der lovligt kan gøre det, fortæller politiinspektør Kim Kliver til TV ØST.  

Fredag har politiet udsendt en pressemeddelelse, hvor pointen er, at det er politiet der står for efterforskningen, og det altså ikke skal være private. Politiinspektør Kim Kliver afviser dog at dagens udmelding er en reaktion på, at det fredag også er kommet frem, at en 67-årig person i Korsør er blevet overvåget og aflyttet af private personer.

- Vi er opmærksomme på historien, men jeg kan ikke gå nærmere ind i problematikken på nuværende tidspunkt, siger Kim Kliver.

Respekt for familien

Politiet forstår godt, at folk har lyst til at hjælpe til, men Kim Kliver minder om, at det skal ske i tæt konktakt med politiet, så man ikke risikerer at ødelægge efterforskningen. Og det er ikke mindst på grund af Emilie Mengs familie.

- For en familie, som er voldsomt berørt, er det en rutsjebanetur med de her udenom ting. Det er en voldsom stor belastning. Man skylder dem også den respekt at overlade arbejdet til dem, der er udannet og kvalificeret til det, siger politiinspektøren.

Hvis man mener, er man dog stadig velkommen til at kontakte politiet.

- Hvis man har nogle observationer, så fortæl det til politiet, så har vi ressourcerne til at følge op. Vi bruger stadig mange ressourcer, og det kommer vi også til at fortsætte med. 


Nyhedsoverblik