Der skal ikke være målrettede tilbud til de unge fra de belastede boligområder på Motalavej i Korsør og i Ringparken i Slagelse.
Det mener en række partier i byrådet i Slagelse Kommune, der går efter at lukke Rosenkildegårdens Ungdomscafe og basen i Slagelse og Korsør.
Det skriver Sjællandske.
Klubberne har haft til formål at forebygge sociale problemer med de unge og at øge sikkerheden i områderne.
Politikerne vil i stedet henvise de unge og de ansatte til andre tilbud i kommunen, mens Rosenkildegården skal sælges.
Lukningen af tilbuddene skal ske i forbindelse med vedtagelsen af en ny helhedsplan for området.
Venstre, Dansk Folkeparti og flere socialdemokrater bakker op om forslaget, mens SF er imod.
- Det fastholder jo de unge i deres egen kulturopfattelse og stigmatisering, og det har vi slet ikke brug for i forhold til integrationen. Vi har brug for at blande børn og unge i hele vores kommune, siger Niels Christian Nielsen (SOC.DEM.), der er medlem af Slagelses uddannelsesudvalg.
Kan skabe utryghed
I Basen på Motalavej er de dog helt uenige i den påstand. Hamza Hussein og Shaimaa Zaeim bruger hyppigt klubbens tilbud om alt fra lektiehjælp til støtte og tilbud om socialt samvær. Her lyder beskeden, at flere af de unge fra Motalavej allerede benytter sig af andre klubber i Korsør, men at der hos Basen er helt særlige kompetencer til at varetage de unges problemer i boligkvarteret.
- Basen er bare sådan et sted for Motalavej, hvor vi kan komme og snakke med de pædagoger, som kan relatere til de problemer, som vi har i vores hverdag, siger Hamza Hussein.
De unge frygter samtidig, at en lukning af Basen vil betyde mere utryghed i området, fordi de unge i højere grad vil begynde at hænge ud på gaden.
- Der er mange problemer herude, men der vil være dobbelt så mange problemer, hvis basen ikke var her til at snakke med de unge, siger Shaimaa Zaeim til TV ØST.