Politikere lukkede deres skole - nu ringer klokken snart ind igen

Flakkebjerg ved Slagelse vil fortsat have en skole. I næste uge genåbner byens lukkede folkeskole nemlig som friskole.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Allerede før Slagelse Kommune formelt havde truffet beslutningen om at lukke skolen i Flakkebjerg, havde lokale indsendt en ansøgning om at genåbne den som en friskole.

I januar traf politikerne beslutningen som led i en stor spareøvelse - og nu er det alvor. Om en uge skal den gode gamle folkeskole være klar til et nyt skoleår, nu som en friskole, hvor skolens vinger selv skal kunne bære.

quote Det har været helt vildt overvældende at se støtten.

Anna Fjordside, bestyrelsesformand Flakkebjerg Friskole

Det er status i Flakkebjerg, hvor frivillige nu arbejder hårdt for at få alt på plads, før klokken igen ringer ind i næste uge, og skolebørnene vender tilbage.

Det er forældre og frivillige, der arbejder på at gøre skolen klar til skolestart.
Det er forældre og frivillige, der arbejder på at gøre skolen klar til skolestart. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Og der er ingen tvivl om, at beslutningen om at etablere sin egen skole er en protest fra forældrenes side.

- Man har været sur og uforstående overfor, hvorfor en velfungerende skole, set fra vores side, skal lukke, siger Anna Fjordside, bestyrelsesformand på den nye skole.

Overtog nøglerne i sidste uge

Friskolen overtog nøglerne til skolebygningen den 1. august - og nu arbejder mellem 20 og 50 forældre og frivillige på at gøre skolen klar.

Læs også
Ny friskole køber gammel skolebygning
Læs også
Ny friskole køber gammel skolebygning

- Det er ikke de samme, som kommer hver dag. Men det har været helt vildt overvældende at se støtten, siger Anna Fjordside.

Og det er især den lokale forankring, der betyder noget, når man spørger de frivillige arbejdsfolk, hvorfor de er mødt op for at hjælpe med at gøre skolen klar. 

Flakkebjerg friskole, som den ny hedder, åbner den 13. august.
Flakkebjerg friskole, som den ny hedder, åbner den 13. august. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

- Jeg vil gerne støtte skolen her og give en hånd med. Det er, hvad jeg kan klare, det her, siger Christian Jangaard.

- Det betyder utroligt meget for mig, at jeg har børn, der kan transportere sig selv i skole. På cykel for eksempel, siger Morten Danielsen.

35 børn er med

Første skoledag bliver søndag den 13. august, hvor 35 børn fordelt på tre klaser begynder.

To do-listen op til skolestart på Flakkebjerg Friskole.
To do-listen op til skolestart på Flakkebjerg Friskole. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Med en god uges tid til skolestart er spørgsmålet så bare, om de frivillige når at blive færdige

- Det gør vi. Vores lærere tripper for at komme i gang og møde deres elever. Det bliver bare en festdag, siger Anna Fjordside.


Nyhedsoverblik