Søndag blev den 32-årige polske mand, der blev anholdt for spirituskørsel i forbindelse med et færdselsuheld på Storebæltsbroen lørdag formiddag, fremstillet i grundlovsforhør.
Her besluttede dommeren at varetægtsfængsle manden i fire uger.
Det meddeler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på twitter.
Den polske mand er sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven, da han inden uheldet på Storebæltsbroen var involveret i flere farlige situationer, hvor han kørte hasarderet.
Flere overtrædelser på Fyn
Det kom frem lørdag eftermiddag, hvor Fyns Politi havde fået anmeldelser om hasarderet kørsel flere steder på Fyn, hvor beskrivelserne af bilen passede med den bil, som den polske mand kørte i.
Nemlig en sølvgrå Alfa Romeo personbil på polske plader.
- Allerede 10.34 får vi bekendtskab med den her bil første gang, da der er nogen, der synes, den kører underligt i Odense. Der er vi ude at lede efter den og finder den ikke. Klokken 10.57 er der nogen, der ringer og siger, at den har påkørt et autoværn ude ved Langeskov på motorvejen. Der når vi heller ikke at få kontakt med den.
- Kort efter laver den et færdselsuheld vest for Nyborg. Der kører den i mellem to biler, der kører i henholdsvis første og anden vognbane, og der skraber den så bilen, der kører i anden vognbane. Kort efter får vi at vide, at den overhaler indenom med høj hastighed på lavbroen, og så sker det uheld så i betalingsanlægget, fortalte vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist, til TV2 ØST lørdag.
Definitionen på vanvidskørsel
Mandens hasarderede kørsel sluttede ved betalingsanlægget på Storebæltsbroen, hvor han i høj fart kørte ind i en anden personbil.
I den påkørte bil sad en 63-årig mand fra Randers på førersædet med sin 61-årige hustru ved siden af på passagersædet. De blev begge efterfølgende tilset på sygehuset, men slap uden livstruende skader.
Ifølge Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, var mandens trafikale adfærd definitionen på vanvidskørsel.
- Han er sigtet for en række paragraffer i færdselsloven og har kørt i spirituspåvirket tilstand. Det tilsammen giver det, vi definerer som vanvidskørsel.
Søger stadig vidner
Ifølge Lars Denholt har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fået flere henvendelser fra vidner i løbet af søndag, men begge politikredse søger fortsat vidner i sagen.
- Det er både os og Fyns Politi, der stadig søger vidner. Har man set hændelser med en bil, der passer på beskrivelsen, mellem Odense og Sprogø, så skal man rette henvendelse til Fyns Politi, siger han og fortsætter:
- Har man set noget på højbroen eller ved betalingsanlægget, så skal man henvende sig til os. Vi har fået nogle henvendelser, og vi kan kun opfordre til, at man fortsat henvender sig til os, hvis man har set noget og endnu ikke har talt med os, siger han.